Glasmenageriet

På alle måder – positive som negative – transparent, skrøbelig og fuld af illusioner. En klassisk Tennessee Williams-menage af fire karakterer, der er lige så gennemskuelige som det glasmenageri, der spejles. Og som kun bliver farverigt når lyset skinner gennem det på særlig vis.

Her er flere lag af sandheder og livsløgne, for Williams’ gennembrudsstykke er ikke bare hans mest selvbiografiske, men også et såkaldt memory play. Fortalt af Williams’ alter ego Tom, der blandt andet indleder med ordene: ”Sandheden behageligt forklædt som illusion.”

Tom drømmer sig væk – ved skrivemaskinen og under natlange biografture – fra hjemmet med en dominerende mor og en forkrøblet søster. Sidstnævnte klamrer sig til sin benskinne og glider ind i sit fantasiunivers af glasdyr. Imens moderen flagrer mellem fortidens succes blandt unge plantageejer-bejlere og nutidens Depression-krise med ønsker om at arrangere giftemål for datteren og karriere for sønnen. Et skrøbeligt familiescenarie, der ikke behøver mange pust for at krakelere.

Det hele bryder ud i lys lue, da Toms ven Jim kommer på besøg. En moderne gentleman, der går på kursus i taleteknik og udbreder sig om menneskelig psykologi. Men også han har sine ideer bundet op på fantasibilleder, nemlig radio- og tv-fiktion.

Gæstebuddet er festligt fra start, rørende i midten og hjerteskærende til slut. Som publikum fornemmer man tidligt ulyksaligheden komme snigende, men karaktererne er så medrivende, at man bare nyder dem og den flydende dialog i Kaspar Rostrups sikre instruktion. Rostrup er særdeles tro mod de klassiske og nostalgiske kvaliteter, og det virker gammeldags, men også autentisk med vinduesskodder, grammofon, grålige undergardiner og lysegule kjoleflæser.

Karen-Lise Mynster er i fremragende front for de nye talenter – alle børn af succesfulde skuespillere: Jens Frederik Sætter-Lassen som Tom, Ena Spottag som søsteren og Nikolaj Bjørn-Andersen som Jim. Det er disse karakterer og skuespillere, der får lyset til at glimte og drømmene til at sitre i ’Glasmenageriet’.

Der er åbent for forskellige tolkninger af Toms/Tennessees erindringer og deres glasmenageri, men allermest interessant er måske det overordnede tema om det illusoriske overfor det realistiske, om tilfredsstillelse ved at skabe en virkelighed gennem fiktionen. Så som film, teater og anden kultur, der vækker følelser og meninger. Positivt og negativt. I hvert fald mærker man pludselig aktualiteten i al nostalgien.