Men lever man?

Først bliver man jo født – og til sidst så dør man. Så enkelt er det. Det er det imellem, der er det svære. For lever man, som man gerne vil, og kan man finde ud af at være lykkelig?

Evigtgyldige spørgsmål, som (endnu engang) bliver kørt gennem Shakespeare-møllen i ’Men lever man?’ og desværre dejser omkuld med bekræftelsen af, at midterstykket i en trilogi ofte er det vanskeligste. Især hvis man vælger at gøre et lykkestudie af et af Shakespeares mest komplekse værker, ’Stormen’.

Ærgerligt, for projektet bag er bemærkelsesværdigt. Et 40 års-projekt indledt i 1994 af Guldholdet fra Skuespilleruddannelsen ved Århus Teater: Ellen Hillingsø, Peter Reichhardt, Camilla Bendix, Mads M. Nielsen, Mette Kolding og Pelle Koppel. De seks afgangselever lagde ud med Line Knutzons vidunderligt krøllede nyklassiker ’Først bli’r man jo født’ og håber at fuldføre livscyklussen i 2034 med ’Så dør man!’

Med en midt-titel som ’Men lever man?’ forventer man noget andet og mere moderne end Shakespeare. Måske noget mere personligt, nu – efter de første 20 år – hvor skuespillerne er blevet komplette aktører, der med deres erfaring kunne bidrage til forestillingen. Som de gjorde, da de improviserede over Line Knutzons tekstskitse og indgik i en tæt karakterindstudering med instruktør Emmet Feigenberg.

Og jo, de er fantastiske som disse lettere syrede karikaturer på lykkemennesker – med tragikomisk makeup og suggestive kostumer. Udtryksfuldt, excentrisk og løjerligt. De passer perfekt i den flotte kulisse af fæstning/skib/scene-mix og et lyddesign med fine detaljer, der især understøtter den susende uro i både over- og underflade.

Den tyske instruktør Lydia Bunk refererer til at man kan finde alt om livets og menneskets adfærd i ’Stormen’. Muligvis, men det får hun ikke tilnærmelsesvis formidlet her. ’Stormen’ er en kompliceret tekst, og selvom persongalleriet er heftigt barberet og omskrevet, gør det ikke de ophøjede ord nemmere at relatere til. Og det hjælper i hvert fald ikke at proppe andre Shakespeare-tekster ind og yderligere forvirre med eksempelvis Dostojevskij og Tjekhov.

Hvis man forsøger at spejle et psykologisk billede af nutidige livsværdier, er det ikke umiddelbart i en 400 år gammel romance man finder det. Eller i omformede sætninger til tyske operettefraser som ”Lykkelig er den, som glemmer det, der ikke mere kan ændres” – fra ’Flagermusen’ af Johann Strauss. Sangen er oprindeligt del af et drukscenarie, og når den så indgår som del af slutscenariet her, svækkes de psykologiske signaler betydeligt.

Man er ingenlunde klogere på, hvad lykken er for de seks aktører – eller om de i det hele taget ved det selv. Det tyder ikke på det efter deres slutreplikker at dømme, hvoraf nogle er gentagelser og andre åbner op for helt nye historier. Som Prospero siger: ”Enten ved man hvorfor man lever – eller også er det lige meget”. Helt enig! Og så er det altså ligegyldigt, at de alle bliver ved med at hviske, at de er samme stof, som drømme er gjort af.