Nick Cave: 20.000 dage på Jorden

Man må slå et par krøller på tungen, inden man får fremmumlet, at ’Nick Cave: 20.000 dage på Jorden’ er en dokumentarfilm. For nok dokumenteres The Birthday Party-, The Bad Seeds- og Grinderman-forsangerens liv og levned, men den gør det så kunstnerisk opstillet, at det er svært ikke at se manuskriptet drive ned over billederne. Når filmen alligevel fungerer, er det fordi Cave fremstår både instruerende, selviscenesættende og samtidig oprigtig, spontan og morsom.

Filmen igennem følger vi Cave på hans tyvetusinde dag på jorden, og det er (efter sigende) en dag som så mange andre. Cave vågner, skriver, spiser, skriver, ser fjernsyn og går i seng, som sangeren selv beskriver det, da han vågner ved siden af konen Susie. Men som i så mange andre af livets facetter er det mellemregningerne, der er det interessante: Cave når også til psykolog, forbi bandmedlem Warren Ellis til ål, og oven i dette kører han rundt i sin Jaguar og har samtaler med blandt andre Ray Winstone og Kylie Minogue – i sit eget hoved. Samtidig indspiller Cave så også lige sit seneste album ’Push The Sky Away’ og optræder ved flere forskellige koncerter.

Så småt fornemmer vi altså, at filmens præmis, om at foregå over én enkelt dag, er noget udflydende, og det samme er både samtalerne og billedsproget. Da Cave tager til et arkiv, hvor gamle fotografier af ham er styltet op, får vi mandens rock’n’roll-baggrund på plads, mens vi får hans barndom udleveret hos psykologen. Altså bliver dokumentaren her nærmere en moderne kunstfilm med virkelighedens mennesker, som ønsker at fortælle os tilskuere, hvordan livet kan leves. De kræver ikke andet af os end halvanden times opmærksomhed, og så må vi selv tænke os frem til resten.

’Nick Cave: 20.000 dage på Jorden’ er lige så krøllet, elegant og filosoferende som musikeren selv. En smuk, rørende og stærkt anbefalelsesværdig oplevelse, der smager en del af Jean-Luc Godards ’Sympathy for the Devil’ (1968) om Rolling Stones. Cave er, som Jagger og Richards, et spændende bekendtskab – også selvom man ikke kender manden i forvejen.