Fortiden

Den iranske instruktør Asghar Farhadi imponerede i 2011 med skilsmissedramaet ’Nader og Simin – en separation’, der høstede både anmelderroser og et hav af fornemme priser verden over, deriblandt en Oscar for bedste udenlandske film (Irans første).

På den baggrund har der ikke overraskende været høje forventninger til Farhadis seneste film ’Fortiden’, der ligesom ’Nader og Simin’ folder sig ud i adstadigt tempo som et sydende bidskt moderne kammerspil, endnu engang centreret om en skilsmisse, der ripper op i både fortidens spøgelser og uforløste følelser.

Iranske Ahmad (Ali Mosaffa) er rejst fra Theran til Paris for at fuldbyrde sin skilsmisse fra franske Marie (Bérénice Bejo i storform), inden denne gifter sig på ny med sin kæreste Samir (Tahar Rahim). Marie har to døtre fra et tidligere forhold, og særligt den ældste, den indelukkede teenager Lucie, har førhen haft et nært forhold til sin stedfar Ahmad. Den yngste datter Lea har derimod fundet sig en god legekammerat i Samirs søn Fouad, som dog har svært ved at acceptere sine nye familieforhold. Fouads mor ligger nemlig i koma, og han slår sig voldsomt i tøjret ved udsigten til at skulle anerkende Marie som moderfigur. Også Samir har, til Maries uddelte frustration, vanskeligt ved helt at opgive sin kone, til trods for at han og Marie både står til at blive gift og få barn.

Stemningen i Maries slidte forstadsvilla er således på kogepunktet, da Ahmad stiller sin kuffert i entreen, og den afdæmpede mand bliver hurtigt viklet ind i sin eks’ nye forhold, såvel som Lucies mørke hemmelighed, der skal true med at ryste både gamle og nye familiemedlemmers liv for altid.

’Fortiden’ spinder sin stille, men ikke mindre hjerteskærende historie over samme model som ’Nader og Simin’: Med fokus på en lille håndfuld karakterers potentielt voldsomme relationer, indebrændt begær og løgne. Tempoet er ligeledes skruet helt ned for at give skuespillerne maksimal råderum, og lade filmens realistiske stemning stadfæste sig dybt i tilskueren.

Men i modsætning til i ’Nader og Simin’ får denne dramaturgiske effekt modsat virkning – ’Fortiden’ truer simpelthen med at tie sig selv i stå, og til trods for absolut glimrende skuespilpræstationer virker filmen til tider en kende for lang.

Selv når han trækker tiden, er Asghar Farhadis studie i familiestrukturens dekonstruktion imidlertid både seværdig og rørende. Man tager sig selv i at sidde med tilbageholdt åndedræt, da familiens sidste hemmeligheder vrides ud på lærredet, og Marie, Ahmad, Samir og Lucies skæbner er ikke let glemt.