Selskab / Fars Stuer

Forventninger er der altid til et selskab. Også selvom man ikke ved hvilket slags selskab, man kan forvente. Overraskelser scorer højt på oplevelseskontoen, og det er Mammutteatrets store trumf i deres teatertrilogi ’Selskab’, der opføres i en lejlighed på Nørrebrogade. Derfor skal kun minimalt afsløres her.

Hemmeligheder har vi alle. De tre søskende Berg – Niller (Christian Mosbæk), Vibeke (Tina Gylling Mortensen) og Rune (Peter Hald) – får råbt og krænget ud i familierelationerne efter deres fars død. Det er ganske normalt og banalt. Men de gør det altså blandt særligt opmærksomme gæster: Publikum, der er i gang med en gourmetmiddag i ’Fars Stuer’, den nyåbnede restaurant, hvor Berg’erne har inviteret til selskab. Og det bliver med en prompte og overraskende afslutning!

Konceptet er interessant, men problematisk. Publikum skal være en del af forestillingen, og der skal appelleres til alle sanser: Lugte, høre, se, mærke, smage. Således er der kun plads til omkring 40 gæster til hvert selskab, for det kræver en del af skuespillerne at veksle mellem søskendedramaet og interaktionen med publikum. Der er simpelthen ikke tid nok til opmærksomheden og kunsten i at få den enkelte gæst til at føle sig særligt forkælet.

Som publikummer er man i tvivl om, hvor meget man skal deltage. Man har lyst til at sige noget, da Niller viser postkort af skovlandskab og fortæller at han – sammen med far – skød sin første hare som 7-årig med bue og pil samt en elg som 9-årig. Eller når Vibeke fortæller om rugbrødsstøv, men blankt indrømmer at hun ikke kender opskriften.

Selskabet ville nyde godt af mere improvisation – både fra værterne og gæsterne – men det er nok svært at styre, når man også har et manuskript at følge. Og kun omkring 60 minutter at udfolde sig i. Karaktererne er ellers fint tegnede med hver deres spøjse træk, som der sagtens kunne laves mere sjov og ballade af. Eksempelvis Vibekes snak om nærvær – og regler derpå. Og Runes teorier om positive greed (inspireret af Gordon Gekko fra filmen ’Wall Street’, selvfølgelig).

Sidstnævnte munder ud i en ansporing til publikum. Om vores grådighed efter nye oplevelser – derfor er vi til selskab. Ja, her kan man blive konfronteret med egne forventninger, håb og tanker, men det er helt op til én selv, hvor meget man tager med hjem, hvor meget man har deltaget i selskabet.

Om tre uger er der nyt selskab: ’Seminaret’, og der forventer jeg endnu mere – af Mammut’erne og mig selv!