Insidious 2

’Saw’-duoen James Wan og Leigh Whannell trækker pinen i langdrag i dette opkog af gamle gys. Vi fortsætter, hvor vi slap de onde ånder ud af flasken i ’Insidious’, og skal som så mange gange før opleve en familie kæmpe mod et hus, der tilsyneladende selv flytter rundt på møblerne. For selvom familien har fået deres komatøse søn tilbage i fuld vigør, ser farmand Patrick Wilson nu lidt halvbesat ud.

Instruktør Wan har i nyere tid etableret sig som en af bedste til at fremmane gyserkoncepter, der kan underholde masserne. Sammen med manuskriptforfatter Whannell har han stået bag blandt andre ’Saw’ og ’Nattens Dæmoner’, der i hvert fald var gode oplæg til uhygge.

Men nøjagtig som med ’Saw’ må man med ’Insidious’ ærgre sig over, at konceptet død og pine skal presses til sidste cent. For 2’eren kører nemlig i nøjagtig samme rille som 1’eren. Problemet med gysere er jo bare, at vi gerne skulle se noget uventet for at få rædslerne under huden. Det lever ’Insidious 2’ langt fra op til.

Det er de samme onde ånder, der går igen, igen. Så når vi på forhånd godt ved, at der gemmer sig et væsen i klædeskabet, fordi det gjorde der altså også i 1’eren (og i alle de andre gyserfilm), er det svært at blive mere end middelsvært overrasket. Og når filmen synes at have en bestemt kvote af chok at leve op til, så kommer de enkelte gys til at virke uhyre skemalagte, snarere end drevet frem af en stærk fortælling.

Men sådan er det jo med koncepter. Der skal være velkendte ansigter og velkendte handlingsmønstre for at leve op til forventningerne. Heldigvis er ’Insidious’-konceptet som udgangspunkt slet ikke dårligt, og som gyser er 2’eren stadig bedre end så mange andre, fordi den bæres frem af sympatiske karakterer, der ikke begår decideret tåbelige handlinger. Og så er den altså stadig temmelig uhyggelig, selvom det nok er på en lidt billig, massefabrikeret baggrund.