Nattens Dæmoner

Endnu et hjemsøgt hus. Knirkende brædder og døre, grumme lugte, hemmelige rum i vægge og under gulve, pludselig kulde og ting, der går i stå. De gængse gyserelementer er hjemme, og ’Nattens dæmoner’ udfolder sig i klassisk thrillerstil.

Ed og Lorraine Warren er velkendte navne indenfor dæmonologi. De var blandt de første til at efterforske i det paranormale og har leveret cases til flere bøger og film. Allermest berømt er det martrede hus i Amityville anno 1976.

I 1971 sker noget lignende i et hus i Harrisville, hvor far og mor (Lili Taylor og Ron Livingston) og deres fem døtre netop er flyttet ind. Og hvor husets tidligere beboere venter med en nedarvet horror-agenda, der kalder på uddrivende hjælp fra Warren-parret (Vera Farmiga og Patrick Wilson).

Instruktør James Wan slog igennem med et ordentligt savtag, da ’Saw’ for knap ti år siden var med til at skabe en ny horrorbølge – sammen med andre Splat Pack-instruktører som Eli Roth, Alexandre Aja og Rob Zombie. ’Nattens dæmoner’ er nogle gevaldige skridt væk fra splat og gore, men uhyggen er stadig ekstremt velfunderet og gennemført.

Wan har skabt en af de mest virkelighedstro film om et hjemsøgt hus og dets familie, og den har en klassisk stil, som man sjældent ser i det nutidige gyserræs. Fotografering, lydeffekter, musik og klip er så veludførte, at man uden forbehold flytter med ind i horrorhuset og mærker kuldegysningerne omgående.

’Nattens dæmoner’ hiver også lidt ekstra horror ind med en skrækindjagende dukke, der hører til i både Warrens okkultmuseum (dog i særdeles anden form), Wans eget gyserunivers og andre skrækfilm. Mere interessant er den kælder, der rummer alle de okkultbesatte ting, og hvordan det påvirker Warren-familien at have det overnaturlige så tæt på til hverdag – men det strejfes kun meget perifert.

Med så mange genkendelige gyserelementer – og meget få overraskelser og afvigelser fra de forventelige gys – bliver det en smule for traditionelt. Og så er det skuffende, at en stor del af troværdigheden skrider, når man researcher bare lidt på Warren-parret. Grundlaget for denne historie virker meget spinkelt, og man undres over, hvorfor Wan har valgt endnu en hjemsøgt hus-historie blandt dæmonologernes mere end 10.000 sager. På deres website finder man ret hurtigt mindst to historier fra 80erne, der virker mere originale.