World War Z
ACTIONTHRILLER
Premiere 11. juli
Moder Natur er den bedste og mest progressive seriemorder. Ét er naturkatastrofer. Noget andet er en virus, der spredes globalt. Med en inkubationstid på 12 sekunder og blodtørstige zombier som smittebærere. Med sin imponerende apokalypseaction er ’World War Z’ både zombie- og katastrofethriller.
Zombiefilm er ofte propfyldt med allegorier over verdenssituationen, hvilket også havde været tilfældet med ’World War Z’, hvis den havde fulgt sit litterære oplæg, Max Brooks’ roman med undertitlen ’An Oral History of the Zombie War’.
I stedet er det blevet til en klassisk pandemihistorie med helten (Brad Pitt), der farter verden rundt for at finde den oprindelige smittekilde – og dermed forhåbentlig en vaccine.
Der er ikke meget kød på selve historien, men filmen bevarer nerve og fremdrift gennem stemningsmættede locations, velpumpet action og god dialog. Nogen vil måske savne masser af blod og splat, men der mangler hverken neglebidende spænding eller effektive zombie-chok.
Det globaliserede zombieorgie er en visuel fest, først og fremmest i Jerusalem-sekvensen med en zombie-stige uden sammenligning, og dernæst det overrumplende brag af et desperat flyscenarie. Ligeledes svært at glemme billederne af de forkullede rester af Patient Nul & co. i Sydkorea. Og Nordkoreas reaktion: Alle får trukket tænderne ud. Ingen bid, ingen zombier.
Marc Forster er heldigvis en instruktør, der insisterer på intimitet og sårbarhed. Eksempelvis i mødet med en kvindelig soldat (Daniella Kertesz), og den afsluttende zombie-konfrontation i filmens mest nervepirrende scene på et WHO-forskningsanlæg.
En slutning, som fra opstart var helt anderledes men heldigvis blev omskrevet og -filmet. Således ender ’World War Z’ roligt og velovervejet – i modsætning til de vanlige actonbrag.