Odysseen

Min mormor måtte trodse sine slidte knæ, for dette var en invitation, hun ikke kunne sige nej til.

Den højtrespekterede og fantasifulde instruktør, Rolf Heim, ville tage os ud på helten Odysseus' lange hjemrejse, som min mormor og hendes lille dukketeater, for mange år siden, havde taget mig ud på.

I skroget af jernbåden, bag store glasvægge, stirrer Odysseus på os med desperate øjne. Klædt i en blodstænket skjorte er han halv dukke, halvt menneske. Hans ønske om at vende hjem til sin elskede Penelope er det eneste, der holder ham i live. På grund af gudernes uenigheder agerer hans skæbne badebold for deres leg, og han må trodse adskillige prøvelser, før han kan blive forenet med sin rene og ærbare hustru.

Med moderne musik og et sprog der snor sig ind og ud af tiden, følger vi den store modstand der møder helten, hans mænd og hans flåde. Med Laura Müller og Ole Westh Madsen som fortællere er vi i gode hænder. Deres smukke betragtninger og mange karakterskift leder os ind i fortællingen og skaber, sammen med dukkeførerne, fantasifulde illusioner fra havet, øerne og erobringerne.

Med hekse, kykloper og sirener skal forestillingen ”forføre og friste publikum”, men historien er ikke, som jeg husker den.

Sirenernes lokkende toner er forvandlet til hidsige støn. Den tiltalende sang er forstummet, og i stedet taler den store mund på lærredet et klart og simpelt sprog.

Det seksuelle er det bærende element gennem aftenens opsætning. Kvinden er fristeren – enten i rollen som den kloge, udspekulerede troldkvinde, Kirke, den sexhungrende, krævende Kalypso eller den uskyldige jomfruprinsesse Nausikaa. Hun vil gennem alle sine handlinger frarøve manden sin viljekraft og er en konstant trussel mod hans manddom og sjæl.

Kirke tryller Odysseus' mænd til svin, men snydes af kaptajnen og går i seng med ham. I et akvarium dunker en lolita-dukke op af siden, så hendes store hul af en mund rammer det hårde glas. Da Odysseus når sit klimaks, kaster Kirke op og af dukkens mund, vælter vandet ud.

Billederne er rå og humoren grotesk og pervers. Magien må træde til side for liderligheden og helten, der stønnende gnubber sin lille stof-tissemand og lægger armen om den ene lokkende kvinde efter den anden.

Hverken jeg eller min mormor føler os særligt fristede, og den noget forsimplede fortælling, sejler ubetænksomt hen over klogskaben og de snedige tekst-greb, der kan folde Odysseen ud.

Der ligger selvfølgeligt mange historier i dette episke værk, alle kan ikke fortælles. At vores samfund er blevet ekstremt seksualiseret, er langt fra forkert. Alligevel længes jeg efter min mormors dukketeater og fortællingen om mænd og kvinder der, med list og snuhed, viklede sig ud af selv de umuligste situationer.