Django Unchained

Når Tarantino serverer western, er det selvklart søbet ind i spaghettisovs. Flamboyant, brutalt og langtrukkent, som pastavarianten af genren skal være. Og som han snakkesagligt, filmskat-citerende og groteskt underholdende selv har for vane.

Oven på den ubarmhjertigt medrivende historieforfalskning 'Inglourious Basterds' er 'Django Unchained' også QT, der læner sig lidt tilbage, kokkerer på rutinen og ender med at smøre tyndere på end beregnet, for at have nok til alle 165 minutter.

I Sydstaterne, et par år før den amerikanske borgerkrig, bliver den opsætsige slave Django købt af en dusørjæger, der har brug for hjælp. Django viser straks så stort naturtalent for at dræbe slemme, hvide mænd, at han får sin frihed, bliver partner i forretningen og med mentoren planlægger at befri sin bortsolgte hustru fra rædsels-plantagen Candyland.

Her venter slavetvekamps-promotoren monsieur Candie og hans uhyggeligt loyale hustræl, og slap af hvor Leonardo DiCaprio og Samuel L. Jackson nyder at være de ooonde.

Jamie Foxx er også ganske målrettet som Django, der straffer sadistiske piskesvingere og KKK-kujoner, så blodkaskaderne indfarver de hvide bomuldsmarker. Men selvfølgelig er det igen Christoph Waltz, der overgår alle som den sorte hævners yderst veltalende hvide makker, good guy-tyskeren Dr. King (uden dog at overgå sig selv som yderst veltalende bad guy-tysker i '… Basterds').

De viltert veloplagte figurer bærer meget, for Tarantino er ellers ikke i sit allermest overraskende og chancetagende humør. Og, selvom han selvfølgelig truer med at slippe hundene løs, heller ikke i sit mest anspændte. Trods de flænsende piske, forbliver slaveriets modbydeligheder overfladiske og bumper løsrevent imod den altgennemsyrende humor, der gerne slår helt over i 'Sheriffen skyder på det hele'.

Det smager skægt og skamløst, og så en knivspids skuffende, når manden nu plejer at diske op med direkte berusende sammensovsning af fare på færre og balstyrisk overdrev.