Nøddeknækkeren

I år har jeg været så heldig, at se alle tre balletter i Tjajkovskijs symfonitriologi. Nøddeknækkeren, den tredje i rækken, husker jeg fra min barndom som et af mine yndlingseventyr.

I Tivolis iscenesættelse, med selveste Hendes Majestæt Dronningen som scenograf, blev mine høje forventninger dog slet ikke indfriet.

Nøddeknækkeren i Tivoli er en kaotisk forestilling, som mest af alt minder om Tivolis eksteriør ved juletid. Man husker det som en gammeldags, traditionel julehave, men genopdager hvordan det forekommer som lidt af et vildtfarende plastikhelvede.

Måske er jeg ved at blive gammel. At jeg vil beskrive iscenesættelsen som ”en kende galemathias” er måske et tegn i den retning. Kulisserne har fået et underligt miks af farver, blandt andet mellem gul og skarp lilla i en gammeldags herskabsstue, hvilket giver det et billigt look. Sådan lidt 'High School Musical' møder 'Fanny og Alexander'.

Der er ingen tvivl om at danserne, som er hentet ind fra rundt om i verden, er fabelagtige og talentfulde. Dog er stykkets motorer sat i højeste omdrejninger og tempoet skudt i vejret, hvilket gør det svært at forstå og leve sig ind i historien. Det har ikke hjulpet at inddrage Aladdin og små børn, som danser 'Gangnam Style' med mærkelige boller på hovedet.

Siden Tivoli fungerer som location i ballettens handlingsforløb, slipper vi heller ikke for den skaldede idiot, Pjerrot, som flyver rundt i en luftballon over de yndige balletdansere. Den liderlige Harlekin og en flamingodanser er også på besøg.

Måske gemmer stykket på et skjult budskab til publikum: ”Se hvad julens værste ræs gør ved os – skru nu ned, for Guds skyld!”

Der var engang en anmelder, som prøvede at finde hoved og hale på det hele. I Tivolis koncertsal lykkedes det desværre ikke.