Viljens Triumf

'Viljens Triumf' anses i det skjulte for at være den smukkeste film nogensinde, siger min pressemeddelelse, og jeg tvivler ikke. Nazisterne priste skønhed både indenfor film, teater og musik.

Da vi alle er blevet sat på bænke i den tomme fabriksbygning præsenterer skuespilleren Anders Mossling sig selv og sit hold af kameramænd, klippere og afviklere. Vi bliver fortalt at ingen af dem er nazister, det er ikke dét, det handler om.

Idéen om at live-fremføre dette mesterværk og ene mand spille de 700.000 nazist-statister er original og sjov og kræver farlig præcision, et enormt overblik og måske også en smule held.

Efter en smuk og lidt komisk intro, hvor et lille papfly svæver ned gennem skyer af vat for at lande i smukke Nürnberg, må vi erkende, at han ikke klarer de følgende scener uden os.

Vi skal hjælpe ham med at skabe en enorm menneskemængde, og lydige og ærbødige rydder vi bænke til side og knæler for Føreren, som ruller forbi os, indtil scenen er i kassen.

Vi skal endeligt bare være os selv. Smile og vinke og give high-five til den søde skuespiller. Senere bliver den lille første akt spillet for os, og en gru knurrer et sted inde i mig, da jeg ser publikum heile ganske uskyldigt.

Tankerne vokser i hovedet på mig, mens vi sammen vasker hænder, deler suppe ud, marcherer og jubler. Hvad kan han få os til? Hvor langt kan man manipulere mennesket?

Det er utroligt let at fremstille en virkelighed. På lærredet kan vi se hvordan vores små simple aktiviteter skaber fællesskab, samhørighed, retfærdighed, glæde. Hvor langt vil vi gå? Det er ganske åbenlyst, at jeg gør mig yderst umage for at gøre Anders Mossling glad uden tanke på, hvad det er, han beder mig om.

Men gruen knurrer kun stadig og vores øvelser bliver gentaget uden skyggen af de grufulde billeder, der hamrer gennem hjernen, mens vi skåler omkring et lejrbål.

Teknikerne afvikler hele showet med en stort elegance, ligesom Anders Mossling med et stort overblik guider os rundt i scener og reciterer beskrivelser, navne og replikker.

Jeg blev desværre ikke grebet. Den knurrende gru ventede på at få lov at gø, og det ville have været sjovere, om vi priste nazismen. Om vi priste den hvide race og den ariske kultur, om vi priste Hitler og hans fantastiske lederevner.

Fix&Foxy er ikke nazister, det er ikke dét, det handler om. Men legen manglede vildskab og mod og selvom forestillingen på snedigste, forunderlige vis formåede at skabe en fællesskabsfølelse, formåede den ikke så meget andet.