Insidious

Knirkende gulvbrædder. Dunkle hjørner. Ting, der siger ’bump’ midt om natten. Skjulte øjne, der følger én. Frygtindgydende skikkelser bag gardinet, eller kløer, der griber ud efter børneankler fra under sengens kulsorte mørke. Og man kan ikke stikke af, men må altid gå længere ind og se det onde i øjnene, før det kan blive godt igen. Det er med i opskriften på et godt gys, og har været det, siden den første stumfilmsgyser blev vist. Lettere forudsigeligt, men uhyre effektivt.

Den lille kernefamilie, Josh (Patrick Wilson) og Renai (Rose Byrne) og deres tre børn, flytter ind i et gammelt hus. Det er hverdag; bokse skal pakkes ud, børn skal afleveres og alle skal finde sig til rette. Selvom huset hurtigt viser sig at rumme noget uforklarligt skræmmende; der hvisles i babyalarmen, døre smækker, og den slags.

Dalton, den ældste dreng, går i koma efter et fald på det ret uhyggelige loft. Og så trænger ondskaben sig ellers helt, helt tæt på til tonerne af skrigende violiner og hamrende klaverstrenge. Og selvom en garvet horrorfan snildt kan følge hvor det bærer hen, så er man mere end almindeligt godt underholdt og skræmt fra vid og sans imens.

Film som ’Saw’ og ’Paranormal Activity’ har skubbet genren i nye retninger, mens ’The Others’ og ’Sixth Sense’ fik gjort gyset mainstream. Alt i alt mere blod og lemlæstelse, eller fokus på det nære og realistiske, og mindre vægt på det gotiske, der var genrens kendetegn.

Spøgelser er folk, der ikke ved, at de er døde. Vampyrer og varulve er sexede og har kærestesorger, dæmoner og zombier er også en slags mennesker. Det har skabt nye fans og gjort genren stueren. Men særligt vellykket er det ikke altid. Nogle ting er onde nok, som de er, så hvorfor pille ved dem?

Derfor er det skønt, når netop instruktør James Wan og manuskriptforfatter Leigh Whannell (de har skabt blandt andet ’Saw’) og producerne bag ’Paranormal Activity’ rækker tilbage til hovedværker som ’The Excorcist’ og ’Poltergeist’. Og inviterer det overnaturlige inden for i det lille hjem.

Familien føles ægte og derfor gør gysene også desto mere ondt. Man føler både med dem, når de skal få en hverdag til hænge sammen og de skal holde ondskaben fra døren. Hvilket jo er umuligt, det ved alle.

Undervejs kommer fine godbidder til nørderne, men aldrig mere end at det gavner historien. Blandt andet er den søde, lille dame, der skal få det onde til at gå væk og hendes to sidekicks (den ene spillet af manuskriptforfatteren), skønne hilsner til tidligere film-ikoner.

’Insidious’ er både ekstremt godt fortalt, velspillet og skræmmende, fordi den doserer sine virkemidler med lige dele kærlighed til genrens formel og til den familie, som historien handler om.