Zaytoun

Oliventræet har gennem århundreder været en vigtig nytteplante i Middelhavskulturen, og for mange har det ligeså stor religiøs og symbolsk betydning. Deriblandt fred.

Så med en titel der betyder oliven, og kvik introduktion af et oliventræ, er symbolikken klar i venskabsdramaet ’Zaytoun’.

I smukke støvede billeder af den danske fotograf Dan Laustsen skildres et nærmest umuligt venskab under Palæstina-konflikten anno 1982. Den tilfangetagne israelske jagerpilot Yoni (Stephen Dorff) og hans 12-årige palæstinensiske vogter Fahed (Abdallah El Akal) er åbenlyse arvefjender og mundhugges fra start.

Men da de begge har nytte af den andens selskab, flygter de sammen gennem Libanon til Israel, hvor Fahed vil opfylde sin bombedræbte fars drøm om at plante hans oliventræ ved forfædrenes hjem.

Krigsbilledet er vellykket nedtonet og bruges allermest til at uddybe karaktertegningen. Dorffs særegne kynisme går fint i samspil med El Akals trodsige enfoldighed. Et rørende og troværdigt umage makkerpar, hvis skrøbelige tillid og labile følelser bevæger uden at sentimentaliteten bliver for kvalm.

Selve handlingen er dog meget formularisk og forudsigelig, og enkelte scener tester vores grænser for følelsesmanipulation. Så er den grovkornede humor i form af en taxachauffør og en Bee Gees-sang særdeles velkommen.

‘Zaytoun’ har hjertet på det rette sted og det ultimative budskab om en verden med fred, forståelse og accept på tværs af racer og religioner. Med mere end 30 års konstante Mellemøsten-konflikter i bagagen forekommer det naivt og utopisk. Men smuk oliven-symbolik og et spinkelt forsoningshåb er også værd at bruge tid på.