Welcome to Denmark

”Please call in the applicant,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen som i aftenens dokumentar-forestilling udfolder sig i vante rammer. Som mangeårigt medlem af Flygtningenævnet giver han os et unikt indblik i behandlingen af en asylsag. 

Deo Nanteza på 29 år fra Uganda kommer gående ind sammen med to advokater. Han har søgt asyl i Danmark, fordi han er homoseksuel og følte sig truet på livet i Kampala, Ugandas hovedstad, hvor han boede alene i en lejlighed. Han og kæresten kunne under ingen omstændigheder bo sammen. Eller holde i hånden på gaden for den sags skyld. 

Han sidder der, mellem forsvarer og anklager, og fortæller sin historie. Vi er del af flygtningenævnet – ”everybody on this side of the table,” siger Gammeltoft-Hansen, der sidder med ryggen til på scenen, mens han peger ud over sine skuldre på en fuld teatersal. Vi forstår, at det er os, der appelleres til. Senere bliver det meget konkret, når vi skal stemme om, hvilken afgørelse sagen skal have. 

Sagen er Deos egen. Sagsakterne, historien, skæbnen. Det hele er sandt, ligesom Gammeltoft-Hansens position som dommer og medlem af Flygtningenævnet er sand.

På et stort, hvidt arkitektbord langes bevismateriale op og blæses op på video, så vi kan følge med ligeså godt, som sad vi virkelig ved bordet. Blandt andet en liste over top homos, der er blevet trykt i en national, ugandisk avis. Altså en såkaldt dødsliste, som forsvarsadvokaten – spillet af skarpe Solvej Kyung-Sook Christiansen – tørt konstaterer. 

Det løber én koldt ned ad ryggen mange gange og kuldegysningerne vidner om, at det menneske, der sidder på scenen og svarer på spørgsmål, genfremstiller en yderst presset situation. Det er dokumentarisk teater, når det er bedst. Der er hverken for meget eller for lidt patos lagt ud over den virkelige historie. Troværdigheden kommer med holdets mod til at tro på at den virkelige historie er interessant i sig selv. Spillestilen er afdæmpet, næsten underspillet, som det passer sig i en retssal, og det giver en særlig intensitet. Især når der spørges ind til private emner.

”Sexual intercourse – how?” hedder det i en verden af ret og jura, hvor følelsesmæssige spørgsmål alene tjener som bevisførelse. Når man ikke er vant til at færdes i sådan en verden bliver man slået af koldheden. Henriette Rosenbeck gør et godt arbejde som kynisk stodder i anklagerrollen.

I anden halvdel af forestillingen skal vi i fællesskab afgøre, om Deo skal gives asyl. På overlegent professionel vis guider Gammeltoft-Hansen os igennem dilemmaerne. Det handler ikke så meget om etik, moral og om at træffe de rigtige valg. Nævnets, altså vores, rolle er at udføre lovens bestemmelser. Taler han sandt, har han ret til asyl. Men taler han sandt? Det sker, understreger han, at mennesker lyver for at skaffe sig asyl.

Vi bedes udtrykkeligt om at tage stilling til troværdigheden af hans fortælling. Og det gør vi. Vi forstår. Det er overraskende, så meget vi leger med, så villige vi er til at byde ind på, om hans historie er pålidelig eller ej. Der er næsten ikke tid til alle salens input. 

Men imens oplever vi, at det netop handler om etik, moral og at træffe de rigtige valg. Hvad siger det her om vores system? Kan det overhovedet være anderledes? Hvad sker der med Deo, hvis han bliver sendt hjem? Der er en fed flersporet refleksions- og følelsesstrøm i gang under hele seancen. 

Af og til brydes den strenge dokumentarramme lidt. Der er lidt teateri når vi er med Gammeltoft-Hansen hjemme i privaten og Deo afslutter sagsfremstillingen med en følelsesladet tale, ligesom de to advokater også lægger lidt ekstra spil i deres ja/ nej-yderpunkter for dramaets skyld. 

Det meste af tiden holdes stilen stram og seriøs, og denne her forestilling er på mange måder en, der bør takkes for alt det, den ikke gør. Det ville være fristende at skrue mere op for kontrasterne, at lave interaktionen mere ubehagelig og konfronterende, ligesom man meget nemt med denne opsætning kunne ende i offer- såvel som heltegørelse. 

Dramatiker og instruktør Daniel Wedel får skabt en fantastisk balancegang mellem virkelighed og fiktion. Det interaktive element er ikke påklistret, men en naturlig del af setuppet og gud hvor gør det en forskel. Og gud hvor er det imponerende at skabe en så åben og naturlig debat – både ja- og nejsigere tør byde ind, og debatten bliver på ingen måde forudsigelig eller påtvungen. 

Vi afgør sagen. Deo får asyl – men gør han det også til næste forestilling? Det vil ændre sig fra aften til aften. Efter vores afstemning afsløres et ekstra tvist på historien, som ikke kan afsløres her, som giver en ny dimension på overvejelserne om løgn og sandhed, teater og virkelighed. 

’Welcome to Denmark’ er en virkelig fed behind the curtans-oplevelse. Det er en oplevelse af en uhyre vigtig, interessant og intens samtale, som foregår både på scenen, mellem scenen og publikum og ikke mindst inde i hver enkelt beskuers hoved. 

’Welcome to Denmark’ spilles som en del af Det Frie Felts Festival ’Selected Works’ arrangeret af Det Kongelige Teaters Corpus og Foreningen af Uafhængig Scenekunst. Forestillingen spiller herefter på turne landet over.