Toy Story 3

Et stykke legetøjs største frygt er den dag, det bliver til overs, og ingen gider lege med det mere. Og sådan har vi det jo i virkeligheden alle sammen, hvilket 'Toy Story'-figurernes eventyr allerede to gange har mindet os om på herligste vis. Man skulle derfor ikke tro, at den gik en tredje gang, men så har man glemt at regne med the power of Pixar.

Med den oprindelige 'Toy Story' introducerede animationsstudiet i 1995 verden for den 100% computerskabte tegnefilm – og ændrede alt. Siden har værk efter værk været signeret med uhørt høj kvalitetssans, og selvfølgelig magter Pixar også en 3'er, der ikke på noget tidspunkt føles som at sidde og glo på en seddelpresse.

Det er ikke fordi, 'Toy Story 3' ikke er mere af det samme – plottet er grundlæggende endnu et rerun, når cowboyder-dukken Woody, astronaut-actionmanden Buzz Lightyear og resten af legetøjsfamilien igen-igen må bryde ind og bryde ud for at rede sig selv og hinanden og holde sammen. Denne gang fordi drengeværelsets ejer flytter hjemmefra, og at blive doneret til en børnehave ikke er så optimalt, som det i første omgang lyder.

Det er mere fordi, 'Toy Story 3' er mere af det samme på en måde, der er hyleskæg, hektisk og hjertegribende på flere aldersplaner på samme tid. Det er hverken den allersjoveste eller mest originale i serien, men absolut den mest rørende – det er lidt af en bedrift at give granvoksne mænd en klump i halsen over noget gammelt plastiklegetøjs skæbne.

Vigtigst, så føles 'Toy Story 3' efter sin eminente slutscene helt nødvendig for den elskede serie, fordi den både subtilt og mindre subtilt samler og afrunder filmene og deres temaer om loyalitet, længsel og den flygtige barndom. Så for både store og (ikke alt for) små er det bestemt anbefalelsesværdigt at genopfriske 1'eren og 2'eren for at få fuld følelsesmæssig valuta af 3'eren (og fange alle vittighederne).