Tændt

Hvem tør gøre sig selv grimmere? Det gør Helene Kvint og Line Svendsen, og ved at gøre det – ved at gøre sig virkelig grimme, underlige, deforme, sårbare – gør de sig faktisk enormt smukke. 

’Tændt’ er to kvindekroppe, kun klædt i lyd og lys. Allerede i forestillingens anden scene dukker de to kvinder op på gulvet uden en trævl på kroppen. Kun et sort velcrobånd til at holde deres lydudstyr fastspændt, skærer deres maver over på midten, ellers er der ingenting. Eller, jo: Der er et vidunderligt klædeskab af lyd, lys og sanselige effekter, som de to performere den næste time lader deres bare lemmer smyge sig i. 

De iklædes toner af beatartisten Rosa Lux (i scenebearbejdning af Pelle Skovmand) og lyskollager skabt af Anna Maria Clementine Waldelius. Og der kommer da også lidt beklædning på kroppene, både striber af klar tape, abstrakte løvekostumer, peniskjoler og kæmpestore sløjfeskyer ryger af og på, og bidrager med deres hudkulører perfekt til det sanselige kropsunivers. 

”Her er min krop, den vil jeg gerne præsentere, for den kommer I til at kigge meget på i aften,” siger først Helene Kvint og derefter Line Svendsen. Salen klukker en befriet latter under deres uprætentiøse gennemgang af brysternes bevægelighed, ballernes evne til at rynke i hulmønstre, etc. Sjældent er en krop blevet præsenteret så ligetil på en teaterscene. Vi smider alle barrikader, fordi de gør det, er slet ikke bange for at glo de forkerte steder, vi inviteres simpelthen ind i det allermest intime uden at føle os kvalt eller tvunget. 

Kroppene ser mærkelige ud, også lidt poetiske, nogle gange sjove, bliver næsten for meget, men samles så op igen af en seriøs attitude og bliver fine, erotiske. Det allermest fascinerende er variationen, deres kroppes plasticitet. Vi bliver draget både i fascination og afsky. ”Ej, jeg ville gerne være hende, tænk at have de bryster,” og så et splitsekund senere: ”Puha, godt, jeg er mig!”

Scenerne drejer alle direkte eller indirekte omkring temaet lyst. Performerne viser sig både fra sider, hvor de er tændte og slukkede, og som nogen, der både kan tænde og slukke. De er ikke modelkroppe, og også langt fra big is beautiful, de er almindelige, og deri ligger potentialet. ’Tændt’ gør det almindelige interessant, styrer uden om ekstremerne, og finder i stedet det poetiske og fine i mellemtingene. Her er hverken korsager, råbende onani, skedeprutter eller andre seksualitetsklicheer. 

Er det sjovt? Nogle gange, andre gange prøver det på at være det, men når ikke i mål. Generelt fungerer scenerne uden replikker bedst. Der kan performerne hvile i det poetiske og sanselige, som de mestrer langt bedre end replikarbejdet. Visse stedet bliver det illustration mere end virkelighed og talen fremstår desuden næsten overflødig, fordi fortællingen i stemninger og sansninger sagtens kan stå for sig selv. 

De lækre materialer, såvel i lyd, lys som scenografi, giver en ekstremt taktil oplevelse, hvor vi kan mærke det bløde maveskind og føle tapen, som sad den på vores egen hud. Lige præcis lyden af tape i bevægelse og tape, der tages af, er lige i skabet. Denne scene, hvor begge kroppe som mini-michelin-monstre er tapet ind fra top til tå, er intet mindre end genial. Modig, smuk, humoristisk. En eksemplarisk scene for genren nøgenhed på en scene.  

Desværre er nogle ambitioner uindfriede, der lægges af og til op til en vildskab og styrke, som fremstillingen ikke kan leve op til, troværdigheden ryger i replikarbejdet og grinet jagtes på steder, hvor man burde stole på at det mere indadvendte, poetiske udtryk kunne stå alene. De små kiks og den lidt barnlige forsigtighed og forstillelse giver dog også en charme, en menneskelighed, som gør at meget tilgives, og at den samlede oplevelse trods alt står fint og stærkt. 

Indtrykket efter forestillingens afslutning er noget i retning af den form for styrke, som lå i Emma Holtens nøgenbilleder – dem, hun tog til genmæle med imod de billeder, der var blevet distribueret af hende imod hendes vilje. Hun sagde: I skal ikke objektivisere mig, men nu gør jeg det selv, jeg vælger at gøre det, og jeg gør det på min egen måde. På sammen måde tager ’Tændt’ med deres fine, svage/stærke kropsfremstilling til genmæle på vegne af alle de kvindekroppe, der igennem tiden er blevet præsenteret på en teaterscene uden selv at have valgt, hvordan de skulle fremstå. 

’Tændt’ er en mærkbar og i-kroppen-gående rejse ind i nøgenheden og lysten. Det er syret på en simpel måde, ganske uhøjtideligt og værd at opleve.