Ankomst/Johnny

'Sympathy for the Devil' brager ud af højtalerne. Under den høje volumen sidder John Jensen, godt tilbagelænet og tager imod sit publikum.

Imens folk får sat sig til rette, får han set sig omkring. Det gennemborende blik spår øretæver. Christine Sønderris er der et sted bag de mørke, uudgrundelige øjne. Men for nu har Johnny, som hans mor kalder ham, indtaget scenen.

'Johnny' er en tiltale, en opsang, en konstatering, et angreb, en historie om opvækst, debuter, bitter erfaring. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Johnny folder sig ud; Han får i løbet af en times tid berørt en håndfuld emner omhandlende kvinder – nogle emner mere kontroversielle end andre, som han løbende tager stilling til på sin egen, eksplosive facon.

Med adskillige blink til publikums kvindelige bestanddel, og i øvrigt også et par direkte, flabede henvendelser, ophæves den naturlige distance imellem skuespil og virkelighed. Og så bliver det spændende, nærværende og ukontrollerbart.

Johnnys næste skridt imod bekendelsen af sine oplevelser med det modsatte køn igennem livet, er uvist. Han afstikker retningen og vi følger med, for det ville være ærgerligt ikke at lade sig invitere. Og provokere.

Når temaet "voldtægt" bliver nævnt, og han i samme åndedrag stiller spørgsmålstegn ved den pågældende kvindes uskyldighed, erkender selv provokatøren Johnny, at det ikke er i orden og henviser sig selv til The Cockbox of Shame.

Men ikke engang i skammekrogen kan Johnny holde kæft – og det skal vi være lykkelige over.

Sønderris formår med hele sit væsen, sine små, charmerende drengerøvs-tics, og sin lyst til at gå hele vejen, at holde intensiteten igennem hele Kate Pendrys velskrevede, dynamiske monolog.

I kombinationen med monologens satiriske greb, en scenografisk enkelhed, som ikke snupper fokus men blot understreger en rå virkelighed, og med en frygtløs præstation af Christine Sønderris er Får302 og Johnny et besøg værd.

Men historien er ikke ovre endnu. Grunden til et besøg på det magiske, lille teater i Toldbodgade bliver kun understreget yderligere i næste akt, som Rebekka Owe står for – både som manuskriptforfatter og skuespiller.

Hvor 'Johnny' startede ud ekstrovert, begynder Rebekka Owe sin monolog interessant, introvert. En telefonsamtale med ryggen til publikum og derefter en lang henvendelse med øjnene slået ned i sin mobil. Konfrontationen venter på sig, men spændingen stiger.

Flyene er aflyst, og hvad skal kvinden på vej af sted stille op? Herfra starter en historie om ungdommens naivitet, om kærlighed til forskellige mænd igennem livet, op- og nedture. Alt med følsom kraft og energi.

Men med mange virkemidler og endnu flere tillægsord (samt den varme forbandelse som hviler over Teater Får302 efter en times tid) bliver fokus en anelse sløret og Owes lange, voice over-agtige tale, hen over de skarpe og rørende episoder igennem en kvindes liv, en smule udmattende.

En del af forbandelsen kan ophæves ved at medbringe en flaske vand og en vifte, som vil passe godt ind i udsigten til Spanien, hvor 'Ankomst' starter ud.