Sanne Søndergaard: Selvsær
COMEDY SHOW
Turne, set på Bremen
19.september - 11. november 2021
"Hvis det ikke er sjovt... så er det meningen!" Sanne Søndergaard er tilbage i forrygende flyvende form, endnu mere skarp og selvsikker i sin kvindeglæde - nu med kæmpeklit!
Hendes sørgmodige exit fra stand up i starten af 2019 er nu vendt til flying comedy, som hun selv definerer sit nye særshow. For ingen skal bestemme hvordan man(d) er rigtig komiker, det er hun rødglødende ligeglad med nu. ’Selvsær’ er - hånden på klitten, tungen i kinden - det sejeste kvindeshow, balanceret mellem ufravigelig debat og humor som overlevelsesmekanisme.
Det er opgøret med ni år i stand up, der dikteres af mænd med kønnet i større svingninger end forstanden. Hvor både replik og kropssprog var nedværdigende, og det aldrig blev accepteret/respekteret når kvinder sagde fra. Med lamme argumenter som "er du humørsyg?" og "det har du misforstået" og "det bare for sjov."
Så synes man vel der er frit slag, og her er ganske meget kritik rettet mod mænd, under den feministiske fane, som Sanne altid har skarptunet. Nu blandt andet med termerne gaslighting og emotional labor, der begge indeholder manipulation/defination af roller og følelser - så de selv kan opføre sig præcis som de vil.
Vredt eller engageret? Igen bliver det tydeligt, hvor stor forskel, der er i hvor meget mænd kan tillade sig i forhold til kvinder. For når Sanne sætter et spejl op foran de mænd, der truer hende og/eller skriver grimt, så er det tydeligvis ikke ok, at "det du sender ud i verden, er det du får tilbage."
Hun er som altid meget åben og bruger egne erfaringer til at fastholde pointer. Hendes egen sårbarhed, der veksler mellem spisebordsly og kampklar. Fortællinger om hvor let og ofte kvinder gør sig selv til ofre - blandt andet set gennem et Bikram-citat, krænkelses-parathed, håbløse terapitimer og de traume-triggers, der giver total nedsmeltning.
Hun har selv været igennem det hele, så kvinderne går ikke fri af opsangen, for det er Sannes håb og opråb: At ruske op i feminismen og give kvinden ligeret. Og her rykker hun ud med det originale, ganske tabuiserede og for fuld provokation: Klitoris i kæmpeform!
Og her er bonus på både viden og grin. For selvom nogle mænd har kloget sig på den kvindelige nydelsesknop, så er det først i 2006 at den er endeligt scannet og udspecificeret - af urolog Helen O’Connell - og altså nu boostet til kæmpeklit. 8000 nerveender, og det eneste organ kun til nydelse - helt oplagt til jokes om kvindelyst og mandeflop.
Motivationen for ’Selvsær’ er at skabe bevidsthed som fører til glæde, nydelse, nærvær og tilstedeværelse. Om det er selvværd, orgasme eller livslyst - bare gør det! Dette er helt sikkert et af Sannes mest personlige shows, og man mærker indmellem sårbarheden i stemmen, pulsende med vreden lige under. Det er engagement, tak for det, og tak for at holde særhof igen!
Humoren er stadig en overlevelsesmekanisme for debatten om feminisme, der strutter ud af dette show, som er skrevet sideløbende med bogen ’F-ordet’. Den er også forrygende! Man får helt sikkert bonus for skillingen med Sanne - store grinebølger OG massive meninger - sjældent har et comedy show givet så meget at relatere til, tænke over, snakke om og udfording til at gøre noget!