Rasmus Bjerg Solo – Endelig alene
SOLOSHOW
5. – 15. november
Nørrebro Teater
Foto: Miklos Szabo
100 kg jysk krukke i et røgfuldt lokale med en funklende stjernevæg som bagtæppe og et publikum, der i kor skriger mandens efternavn. Rasmus Bjergs soloshow er en svulstig vandring down memory lane i Vester Nebels virtuelle barndomskvarter i bare tæer og med drømmen om at ville noget mere, end den regerende jantelov egentlig havde tiltænkt ham.
’Rasmus Bjerg Solo – endelig alene!’ handler ikke kun om at løsrive sig birollens skygge, den handler også om at komme en lille smule nærmere, hvem der inde i Rasmus Bjerg, og svaret er vist egentlig ret ligetil: Det er Rasmus Bjerg. Derfor må turen naturligvis starte, hvor det hele begyndte: Med en far der dansede i bar røv i haven til lyden af ’Sikken dejlig dag det er i dag’, mens Rasmus bare drømte om parcelhuskvarterer og en mor, der gik med nederdel og læbestift.
Mens småborgerligheden og konventionelle forstadsdrømme fyldte barndomsårene, rumlede en voksende fornemmelse af at ville noget større i maven på den lille dreng med det store talent for at få folk til at grine. For det var, som han siger, den eneste måde han kunne få respekt på.
Og han er ikke bange for at minde om sin stjernestatus med en let selvironi, der gør storhedsvanvid charmerende og banaliteter underholdende. Men med stor kunst følger stort ansvar, og selv i den største klovn findes en my af smerte.
Med et skrøbeligt indre og en stor mængde alkohol fik Ekstra Bladet for et par år tilbage for en stund pillet smilet af den store livsnyder med en enkelt forside. En lille åbning ind imod et altødelæggende indre monster, der endnu ikke havde set dagens lys, men som måske, måske ikke var gået over stregen i en rus. Den oplevelse har sat sig dybe spor i Rasmus Bjerg, men ingen nedtur uden et one man show.
’Rasmus Bjerg Solo’ handler om en mands nedtur og samme mands optur, og det har i høj grad gået en del mere op, end det har gået ned for den store entertainer. Men styrken i det første soloshow ligger i balancen imellem det ironiske og i selverkendelsen af, at han, som han siger, ”har noget i mig som kan ødelægge alt.”