Peter og Elgen

Grob har gjort det igen. Lavet en forestilling der næsten ikke handler om andet end fire menneskers relationer til hinanden. Alligevel både græd og grinte jeg af tragisk hysteriske skænderier og dårlige jokes fra Jylland.

Vi er i en hytte i Sverige. Den frygteligt kværulerende, selvoptagede far Peter (Lars Ranthe) gør klar til et brag af en nytårsaften med selvopofrende hjælp fra sin datter Astrid (Lise Lauenblad). Senere kommer ekskonen (Charlotte Munck) og Peters bedste ven (Niels-Martin Eriksen). Peter har, i ledtog med datteren, planlagt en tilbageerobring af sin smukke ekskone. Den bedste ven er tydeligt plaget af en dårlig samvittighed og deler ud af dyr champagne og ægte kaviar.

Ind ad døren vælter pludselig den kæmpestore jyske Katrine (Laura Kruse), mandens flygtige, uovervejede affære. Hun ligner en kæmpe baby i sin røde flyverdragt og fråder hele belugaen på nul-komma-fem.

Det handler om relationer. Til sin far, sin mand, sin ven, sin vens kone. Stemningen er for det meste dårlig, og uindfriede forventninger danner rammen sammen med serpentiner, fasan, mixbånd og stearinlys.

Indrømmet, forestillingen vil ikke særligt meget. Der er ingen større pointe, intet politisk budskab, ingenting satset. Men Grobs målsætning om at skildre en familie bliver opnået. De skingre skænderier og akavede forsøg på forening skildrer en druknet kærlighed, der ikke kan graves frem igen.

Det største offer er datteren Astrid, der bliver kastebold mellem mor og far og konstant skal vælge side, mens hun langsomt visner hen. Den jyske Katrine lader os dog gang på gang ånde lettet op. Hun giver os plads til at grine af hendes usandsynligt dårlige timing og mangel på sociale egenskaber.

Stykket er skarpt og velskrevet, og selvom det nogen gange trækker ud i råben og skrigen, vil jeg mene, det blot er med til at skildre en familie midt i en skilsmisse. Ganske uudholdelig.

Det er ikke min smag, det er for fladt, det vil for lidt. Når det er sagt, synes jeg, det er godt håndværk. Og jeg synes, det er fantastisk at træde ind i en scenografi så gennemført, som havde man selv travet gennem sneen til en rigtig rød træhytte. Jeg bliver grebet af personernes kamp for at blive hørt og forstået. Så gå i bare ind og tud/mor jer.

Med hensyn til elgen, ved jeg ikke hvor den blev af. Den blev nok ude i sneen sammen med de fine fornemmelser.