Parasite

Stinkdyr og parasitter er noget af det sidste man ønsker i sit hjem. Ligeså i samfundet. Så det er altid bedst med en anbefaling, når man skal lukke nogen ind i hjemmet/samfundet. Hvis man da kan man stole på nogen i denne fagre nye verden af opportunisme og pragmatisme.

Metaforerne er som altid spillevende og forunderlige hos den sydkoreanske instruktør Bong Joon Ho, og hans særlige form for hverdagssurrealisme er yderst effektiv i ’Parasite,’ hvor klassekritikken er ligeså satirisk som den er dramatisk. Og indimellem helt uhyggelig.

Åbningsscenerne med familien Kim, der bor i et fugthelvede under gadeplan, er et snildt komprimeret klasseportræt med detaljer udi snylterisk snarrådighed. De jagter fri wi-fi, fantaserer om lykkesten, forfalsker dokumenter, nyder gengæld til pissefyren ved deres vindue, og udtænker bluff for at finde bedre vilkår.

Chancen opstår da sønnen Ki-woo (Choi Woo-sik) – via anbefaling – får job som privatlærer for den rige Park-families datter. Med ganske opfindsomme manøvrer får han anbefalet søsteren Ki-jung (Park So-dam) som kunstterapeut for den lettere neurotiske indianer-fikserede lillebror, og derefter mindre retvist erstattet chauffør med faderen (Song Kang-ho) og husholderske med moderen (Jang Hye-jin) – uden Park’erne aner at en hel familie har invaderet deres luksuriøse bjerghus.

Det går godt, uskyldigt og hjemmevant – endda med amoriner blandt de unge og fortrolighed hos de voksne – indtil den kvikke søn bemærker: ”De lugter ens.” Alligevel puttes det under sofabordet – bogstaveligt – imens de smukke rige dyrker sex i sofaen og sønnen camper i havens regn, lyn og torden. Og her er det store plottvist også rullet ud i suspense og slapstick, og det surrealistiske klimaksparty vender igen op og ned på de prekære familie- og tjenesteroller. 

Karaktererne er sublimt skåret over rolleklicheer, som Bong Joon Ho bygger op og bryder ned i et set up, hvor grænserne flyder ud mellem gode og dårlige karaktertræk. Empatien holder det hele sammen, også i erkendelsen af at vi alle har fejl og mangler, som kan gøre os så sårbare og desperate at vi ikke kan være barmhjertige overfor dem under os, fordi det er et valg mellem os og dem. 

Stemningsmæssigt er det meste også formidabelt balanceret, visuelt som tekstligt. Mest mystisk er Gongshi-stenen, og drømmesekvenser rykker mest i den patetiske tråd. Den sorte humor er til gengæld helt fantastisk: Når mennesker sidestilles med primater; eller de velstillede forsøger at definere den lugt undersåtterne har; eller det groteske i at en hospitalspatient ikke kan lade være med at grine. Detaljerne er så forunderlige her, og man overrumples konstant.

Samfundssatiren båret igennem af stærke metaforer er Bong Joon Hos styrker og kendetegn, om han laver horror som gennembruddet ’The Host’, sci-fi-action som ’Snowpiercer’ eller seriemorderkrimi som ’Memories of Murder.’ Han er både festivalfavorit og en af de største asiatiske crossover-instruktører, og ’Parasite’ er velnok hans mest helstøbte værk. 

Således var der en Guldpalme i Cannes i år – den første til Sydkorea nogensinde – og filmen har store chancer i Oscar-opløbet. Særdeles velfortjent, for ’Parasite’ er virkelig en af årets bedste film, yderst forrygende og overrumplende magisk realisme. Så masser af anbefalinger herfra. Seriøst!