Othello

Han ser vred ud, den unge mand, der skuler frem for sig i det blege tunnellys under en metrostation på Amager. På en mørk oktoberaften virker dette triste og øde sted som en passende setting for en tragisk fortælling om kærlighed, jalousi og ondskab så bundløs, at det ikke er til at fatte.

Jago hedder manden, og han er præcis så rasende som han ser ud. Han nærmest spytter af arrigskab, når han beretter om sit had til Othello, der har forbigået ham på ydmygende vis. Jago fik ikke den forfremmelse han havde håbet på, men blev overgået af den charmerende Cassio. Jago har dog ikke tænkt sig at tage sit gode tøj og gå, forlade Othellos tjeneste og smække med døren. Nej, Jago vil have hævn, og snart er han i gang med en grusom og blodig intrige.

Lyder det bekendt? Det er ikke så sært, for selvom vi befinder os i moderne omgivelser, er historien gammel. Det er en af Shakespeares største tragedier, som ForestillingFem har iscenesat i et utraditionelt scenerum.

ForestillingFem er konceptteater skabt af Amanda Linnea Ginman og Camille Sieling Langdal. Formålet er at skabe en platform, hvor unge kunstnere kan samarbejde om at udtrykke og undersøge verden med teatret som linse. Som navnet indikerer, vil ForestillingFem producere og spille fem forestillinger i løbet af det næste års tid, hvorefter projektet vil have nået sit mål og derefter gå i opløsning. Projektet har som erklæret mål at skabe et fælles rum, og med den første forestilling er de godt på vej.

Som publikum bliver vi ført rundt af Jago, der egenhændigt styrer vores indtryk og oplevelser. Han trækker os fra sted til sted. ”Kom”, siger han, ”Kom med”, og ”Stil jer her”. Han lokker og forfører os over på sin side, i samme grad som han manipulerer og forfører Othello til at tro på den forvrængede, forfalskede version af virkeligheden, som Jago behændigt fremtryller gennem ord og enkle kneb. Meget skal der ikke til, før Othello ødelægger sit eget liv i blind tillid til den forkerte.

Morten Vang Simonsen er en glimrende skurk, en mand der ødelægger andre over en bagatel. Sandsynligvis behøvede han blot en årsag, et påskud for sin ondskab. På fascinerende vis gør Simonsens Jago publikum til sine medsammensvorne. Han sender os et blik, et smil, et blink undervejs, mens han fører sit djævelske spil til dets bitre konklusion. Overlegent styrer han showet, så man faktisk holder mere med ham end med Simon Kongsteds stakkels, ædle antihelt, der på kort tid bliver brutal hustrumorder. Hans Othello bliver ædt op af jalousi, fordi han vælger det. Han er et af de mennesker, der inderst inde ikke tør tro på lykken.

Sara Fanta Traore er knap så overbevisende i sit spil, især fordi hun skal agere både Desdemona og Jagos kone Emilia – der er ikke den store forskel på Traores to kvindeskikkelser. Da hun samtidig i en afgørende scene skal skifte mellem karaktererne og illudere, at der finder en dialog sted mellem de to, bliver det tydeligvis for svært, og scenen falder til jorden. Det havde fungeret bedre, hvis der havde været en ekstra skuespiller til rollen som Emilia.

I sig selv er konceptet spændende og forfriskende i sin anderledes tilgang til stykket, og det lille kolonihavehus, hvor størstedelen af stykket finder sted, giver det klassiske skuespil et skær af realisme og hverdagstragedie. Netop det hverdagsbanale får den klassiske ’Othello’-tragedien til at virke frisk og knugende uhyggelig.