Olympus Has Fallen

Det Hvide Hus er sønderbombet, raseret og invaderet! Det er sket før på film, men aldrig så effektivt og detaljeret afbildet som her i ’Olympus Has Fallen’.

Ifølge officielle kilder tager det militære responsstyrker 15 minutter at nå frem til Det Hvide Hus. For sent. Især når angrebet er så genialt organiseret som her. Supersejt over hele linjen: Lavtflyvende jets bombarderer Capitol Hill og langs The Mall, hvor skudsalver halverer Washington-monumentet inden det ultimative mål står i flammer og røg. Og da man tror det er slut, starter næste fremstød lige suverænt.

Men ligeså sublim den vilde offensiv er, ligeså ordinær er resten af heltehistorien. Som i mange andre actionfilm er plottet hullet som skydeskiver, og arketyperne slås om at levere de mest smældende oneliners. Og med D.C. som angrebsmål er der selvfølgelig skruet op for den ulidelige patriotparade af flaghejsning, triumftaler, trompeter osv.

Handlingens mest interessante drejning kommer hurtigt: Præsidentens sikkerhed i bunkeren er kortvarig, for hans diplomatgæster fra Sydkorea viser sig at være terrorister fra Nordkorea. Den nye østlige fjende er brandvarm efter sidste måneds tilspidsede kontroverser om atommissiler.

Når det alligevel ind i mellem giver maksimal spænding, er det fordi Det Hvide Hus er en førsterangs location (f.eks. er der skjulte rum i væggene) og fordi actionscenerne er toptrimmede.

Og så er Gerard Butler særdeles troværdig som enmandshær. No BS, fuld load på kampgenet og lidt kække bemærkninger. Mere Jack Bauer, end John McClane. Men helt sikkert die hard i nationens tjeneste!

Selvom en beslægtet film er på vej til sommer, Roland Emmerichs ’White House Down’, er jeg ret sikker på, at ’Olympus Has Fallen’ vil beholde sin attakmæssige suverænitet. For Antoine Fuquas visuelle stil er bare så meget mere rå end Emmerichs.