Misfits
DOKUMENTAR
Premiere 5. marts kun i Empire
Hvis nogen skulle være i tvivl om, at det stadig er svært at komme ud som homoseksuel i det amerikanske Bibelbælte, river danske Jannik Splidsboels seneste dokumentarfilm lynhurtigt publikum ud af den vildfarelse. Når man alligevel forlader biografen med forsigtig optimisme skyldes det først og fremmest filmens hovedpersoner. ’Misfits’ lader tre intelligente, reflekterende og ikke mindst modige unge mennesker komme til orde, og resultatet er en vellykket og meget anbefalelsesværdig film.
I Tulsa, Oklahoma bor Larissa på 17, Benny på 19 og D på 16. De er medlemmer af Open Arms Youth Project, byens eneste ungdomsklub for homo- og transseksuelle teenagere, og de har alle haft en smertefuld komme-ud oplevelse. Larissas familie har slået hånden af hende, og hun bor nu hos kæresten, mens hun forsøger at blive færdig med gymnasiet. Benny og D har haft større opbakning fra deres nærmeste familie, men at komme ud som bøsse/lesbisk i et overvejende konservativt, kristent samfund er aldrig ukompliceret, og det er her, Open Arms kommer ind i billedet med støtte og opbakning.
Jannik Splidsboel bruger sine virkemidler sparsomt, og det er heller ikke nødvendigt med de store armbevægelser, for filmens budskab – og de tre ekstremt velformulerede hovedpersoner – taler for sig selv. Ind imellem klippes der til nogle af de sædvanlige homofobiske udsagn, som vi er vant til at høre fra den kristne højrefløj, men fokus er (heldigvis) først og fremmest på D, Benny og Larissa og ikke mindst ungdomsklubben som livline for sårbare teenagere.
Selv om ’Misfits’ skildrer et noget mere konservativt samfund end det danske, er den bestemt også relevant herhjemme. For i dagens Danmark anser vi ganske vist os selv for at være liberale og tolerante, men ikke desto mindre dukker der stadig indimellem enkeltsager op, hvor denne tolerance udfordres. Som det skete for nylig, hvor længerevarende, homofobisk chikane til sidst endte med at tvinge et lesbisk par ud af Mariager. Det er episoder som disse, der minder os om, hvorfor en film som ’Misfits’ er bydende nødvendig og ekstremt aktuel.