Fahrenheit 11/9

Filmskaberen Michael Moore skiller ikke bare vandene, han befinder sig solidt på den ene side, hvor han bruger den bredest mulige pensel til at understrege sine pointer. 

Vi begynder med valgnattens ekstatiske fejring af Hillary, der fusede ud, som nederlaget blev en realitet. Den langt mindre og langtfra overbevisende fest for Trump, koger over, da han til sin egen stabs overraskelse pludseligt stod med magten i de små, orange hænder. 

Kan man så læne sig tilbage, og nyde en solid republikaner-bashing fra sit magelige, europæiske og kulturradikale plyssæde i biografen? Njarh. Ikke uden at blive nødt til at se i øjnene, at alle vi med de rigtige meninger undervurderede de mekanismer, der førte Trump ind i Det Hvide Hus.

Filmen kommer lidt til at sætte sig mellem mange stole, for dens egentlige sigte er at vise at det amerikanske politiske system har spillet fallit. Derfor skal vi også helt ned på græsrodsniveau, vi skal forbi de unge aktivister, der fandt deres stemme og protest efter skoleskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School. Vi skal høre fra strejkende lærere og atter engang forbi Moores rødder, den ludfattige by Flint i Michigan, der blev røvrendt, fordi de lokale politikere kun ville pleje erhvervslivets, og ikke borgernes, interesser.

Det er altsammen rimpet effektivt sammen til et ujævnt kludetæppe, sandsynligvis fordi Moore ikke har adgang til virkelig nyt om Trump, som vi ikke har hørt før. Men ikke desto mindre underholdende og med kloge skæverter.

Moore argumenterer, at det er Gwen Stefanis skyld, at Trump blev præsident. Hun fik mere i løn som dommer på ’The Voice’ end han gjorde på ’The Apprentice’, og han stillede øjensynligt op som kandidat som led i en form for lønforhandling. Men beruset af de mange mennesker, der bakkede ham op til møder, blev han ved. Og vandt.

Subtilt er det aldrig, men kulørt, krast og tankevækkende. Med Moore bliver man både bekræftet og udfordret på sine fordomme. Køber man hans pointer, frydes og græmmes man. Og gør man ikke, så bekræftes man umiddelbart i, at dem på venstrefløjen er helt elitære og langt fra virkeligheden. Og her har filmen sin eksistensberettigelse: den viser, at Demokraterne langt fra kan læne sig tilbage, gøre det sædvanlige og ellers vente på, at det er overstået.