Børn Er Dumme

På et lærerværelse skal fire karikerede lærere og en usikker rektor arrangere jubilæumsshow. Jeg vil, modsat Grob, spare jer for lange, ligegyldige sætninger og dårlige jokes og fatte mig i korthed.

Stykket lugter langt væk af bestillingsopgave, og da jeg senere åbner programmet, kan jeg se, at det også er tilfældet. Teatret har besluttet sig for tema og lokation og har så kontaktet en dramatiker, som har skullet komme på noget.

Emnet ”folkeskolen” kan appellere til mange forskellige mennesker og belyse vigtige tematikker, intet af det opnås her og jeg ville ønske Anna Bro selv havde fået lov at vælge sit emne, da hun tydeligvis ikke har haft meget på hjerte.

Karaktererne er yderst ensidige og man bliver på intet tidspunkt berørt af deres udvikling. Skuespillerne selv virker heller ikke til at forstå, hvor de er på vej hen, og deres tuderi, raseri og lignende opstår ud af ingenting uden logik eller opbygning.

Kirsten Lehfeldt taler jysk (fordi det er sjovt) og publikum støtter replikkerne med småklukken, men direkte latter er dog for meget at forlange.

Teater er konflikt. Det kan være hvad som helst. Kampen om det største stykke kage eller mordet på begge dine yndige børn. Der skal være klare viljer og følelser der modarbejder hinanden. I 'Børn er Dumme' vil ingen noget og det er en skam. Jeg er ked af at skulle skrive det, men dem på Grob er Dumme. Længere er den fortælling ikke.