Audrey Castañeda: Sjovt nok!

Hvor går intimgrænsen for en komiker? Ærligheden? Modet? Det leger Audrey Castañeda helt forrygende med i sit nye show. Befriende og lystigt som bare hun kan!

Humørbombe har hun altid været – som danser, skuespiller, klummeskribent, tv-udvikler med mere – og hun elsker at fortælle historier, gerne med sig selv i krumbøjninger, der kan give enhver andre overbalance. Diverse knubs på vejen gennem stand up-miljøet har kun gjort Audrey stærkere og mere modig, og nu fyres bomben af mod snævre kvindeidealer. For som hun udslynger: ”Hvornår er jeg blevet tykke piger-ambassadør?”

Fordi hun tør, og fordi hun udstråler selvbevidsthed – i mega-stil. Single, stærk, skøn, selvsikker og stolt af at være kvinde med plustegn. Men som hun siger, øjner samfundsnormerne ikke helt det samme. De kan åbenbart ikke se forbi alder og vægt, og man er faldet i værdi, især hos mændene. Og hvad gør man så når ens selvbillede ikke stemmer overens med omgivelsernes?

’Sjovt nok!’ veksler mellem det ydre og det indre. Andres syn versus ens eget, men også egenopfattelsen af om udseendet passer med sjælen. Slet ikke så indviklet som det lyder, for Audrey er så ligetil og hjertelig i sine jokes, at man lynhurtig genkender flere scenarier og griner højlydt. Ærligheden sprudler og selvironien pirker kun højere igennem showet, hvis tre stadier kan føre til en form for løsrivelse fra idealerne.

Først en smule benægtelse af alder og form. Det udløser hylesjove billeder af rundbold i Fælledparken, og fordi hjernen glemmer hurtigt: endnu heftigere Friday Skate Night i drømmen om ’Xanadu’. Hos lægen lærer hun et nyt ord: skavanker – og den udredning er mindst ligeså kreativ som den toptrimmede kasus fra urologisk afdeling på Frederiksberg Hospital. Mad har en mindre, men alligevel uforglemmelig rolle i begge.

Klicheen om at være rollemodel punkteres herligt flere gange, for Audrey er ikke bleg for at erkende fejl. Hun har som ung selv kæmpet med kvindeidealerne, og indrømmer at noget hænger ved. Eksempelvis at være fordomsfuld, når en mand siger at han kan lide kvinder med kød på. Eller når hun bliver kattedamen på fjerde, der fortæller kattehistorier fra helvede. ”Stop mig!” appellerer hun inderligt morsomt.

Budskabet er mere at man skal være sig selv, og være glad for det man er. At alder og vægt ikke er en definition på mennesket, men en tilstand man kan ændre. Man skal selv finde sin form for frigørelse. Det pointerer Audrey med sin måde, og den overrasker max! Wow, hun er sej. Det kan ingen gøre større! Og mest af alt: Især kan ingen mænd gøre det til samme effekt. Der er en sårbarhed i humoren og en slagkraft i modet, som ikke ville fungere i den mandlige version.

Det kræver en vis volumen – tekstmæssigt som kropsmæssigt – at destinere dette bud. Det formår Audrey Castañeda med en fin balance. Så ærligt og bramfrit, og med masser af leg og livsglæde i den karakteristiske pigede stemme, der indimellem bliver dyb og nørrebrosk. Vi fornemmer de mørkere strømme, som vildfarne historier om pædofilklovne og perfekte fugleformationer lader ane, og det store tabu om ensomhed bliver også ret hurtigt afsluttet med en kattetanke. Så intensionerne om at gå fra benægtelse over erkendelse til frigørelse når måske ikke helt i mål, men der er absolut lagt op til inspiration. Og vi har grint giga-højt hele vejen igennem.