Faust

Scenografien er stjernen i Mungo Park og Alias Teaterproduktions fortolkning af Goethes ’Faust’. Julian Toldam Juhlin har skabt et genkendeligt stramt kontor, alt i hvidt. Alt! Også stuebirken. Men i midten brydes det hvide af et stort blåt hul. Et stort længselsfuldt hul mod noget ukendt. 

I det her hvide fængsel er Faust (Henrik Prip) fanget i erkendelsen af, at al den viden han før har troet ville give ham svaret på, hvad meningen med livet er, langt fra kan fylde det voksende tomrum. Han er handlingslammet i sin søgen efter alt det han ikke kan læse om i en bog. Han drages mod at føle og mærke kroppen fysisk reagere, mærke glæde og lyst. "Jo mere viden, jo mindre lever jeg," siger han. 

Hans hvide jakkesæt er stift, men de bare skuldre afslører, at Faust allerede har nået erkendelsen af at det ikke er viden, der kommer til at slukke den tørst han føler. Og så får han et tilbud han ikke kan sige nej til. Chancen for at få det han altid har søgt. Men selvfølgelig er en pagt med djævlen ikke en fortælling, der kan ende lykkeligt.
 
Med scenografiens groteske ramme, får forestillingens karakterer badet i gult og lyserødt lys en oplagt mulighed for at være ligeså stramme og klart optegnede som omgivelserne. Så det er de. Stiliserede. Den yndige Gretchen (Line Bie Rosenstjerne), der er både smukkere og bedre end langt de fleste. Hendes blinde bror (Carl Christian Riestra), der lige dele beskytter og besidder. Den frastødende gamle heks (Marianne Mortensen) med hænderne nede i underbukserne og fremadskudte hofter. Mefisto (Martin Geertz) i afslappet tilbagelænet stil voldsomt manipulerede. Og så er der Faust, som er både ufatteligt vidende, men også vanvittigt naiv. Alle i hvidt. Indtil det hele ramler. Og den hvide farve lige så stille brydes af små blå pletter.
 
Der er mange elementer i spil i denne iscenesættelse, men de er alle små brikker i en fin ren fortælling om Fausts søgen efter noget andet, noget bedre. Det er eviggyldigt og derfor er det en klassiker, som altid fortjener et gensyn. Denne gang er det kærligt, selvom det rummer ligeså meget grimhed, som det er smukt.