Skam1

’Skam’ er dritkul! Også på teater! Årtiers bedste ungdoms-tv-serie folder sig sprutlevende ud på scenen og lever op til sin fan- og favoritværdighed. Hypen lever og gensynet er skønt!

Det kunne have været en flad fornemmelse – når nu det kun er knap tre måneder siden det sidste afsnit rullede over skærmen og man har serien frisk i hukommelsen. Men nej, ’Skam1’ er så forfriskende og bramfri at man fra første sekund er tilbage i den norske ungdomspøl – nu på dansk.

Ret suverænt har dramaturg Line Mørkeby bearbejdet den første sæson om Eva (Frieda Joanna Krøgholt), hendes venindekvaler og det vaklende forhold til Jonas (Sylvester Byder). Med teatertiltag, der passer perfekt ind i seriens episodiske snit. Hovedhistorien er Evas, men hver af de otte hovedpersoner har deres afsnit som fortællere af (en del af) handlingen, deres egen og de andres. Det giver et ungdommeligt mix mellem indre og ydre skildring, som glider flot ind i de velkendte SoMe-opdateringer og diverse skærmaktiviteter i tekst eller billeder. 

Et af de kreativt sjove teatertricks er sexscenen mellem Vilde (Nanna Finding Koppel) og William (Jonathan Stahlschmidt), hvor optakten er pigesnak i sengen, hvor Noora (Karla Rosendahl Rasmussen) vil lære Vilde at blive liderlig, og selve sexen fortsætter i den dur. Virkelig sjovt og originalt. Opfølgningen kommer i form af Vildes bræk-blackout og bemærkningen: ”Blackouts er Guds måde at fortælle at du ikke har noget at bekymre dig om.” Hvorefter Vilde siger hun er gravid, og igen må visitere den skøre sundhedsplejerske (Ellen Hillingsøs stemme) – med veninderne, selvfølgelig.

For det er essensen af ’Skam’, at ligegyldigt hvor meget du føler dig klein, lø eller drit, så er dit squad der altid for dig. For at vise at der ikke er noget at skamme sig over, at åbenhed og nærhed løser forviklinger, og at det vigtigste er at have hjertet med. Alt er love, ass. Vi er kun mennesker, der har brug for mennesker – og vi kan dumme os i alle aldre, så vi kan ligesågodt lære at favne vores skam.

Det er netop hvad dette kulturfænomen har givet os, og her på scenen genoplever vi de søde pinligheder, der får os til at elske de genkendelige unge og deres identitetsmas. Selv William – med tiden, for her i første del er han stadig en karikeret klaphat, hvis lækkerhed ikke kan forlede alle. 

Det er en rigtig god ensemblepræstation af de unge (17-25 år), primært uskolede talenter, som instruktør Martin Lyngbo har samlet. Gængets yngste, 17-årige Frieda Joanna Krøgholt er helt fabelagtig som Eva, meget mere rørende end den norske udgave. Derimod virker Isak i Mathias Kaki Jørgensens ishockeyskikkelse lidt for storsmart, og Nanna Finding Koppel er mørkhåret, krøllenuttet og mangler en del af det blondinenaive, der er så unikt for Vilde. Underligt når der nu ellers er ramt så godt for at ligne de norske typer.

Ligesom skærmlivet spiller musikken også en stor rolle i de unges liv, fra et tidligt Justin Bieber-hit i den fine opmuntringsscene mellem Eva og Noora, over de rørende ’Creep’-afskygninger, og især ’Take Me to Church’ brager gennem lokalet og giver gåsehud i slutscenen med Eva og Jonas – for de seksuelle eftertryk ligevel som de fanbaserede hints.

For hypen er stadig pulserende vital, og vi er midt i dens (kirke)rum med dette teaterstykke, der som tv-serien møder sine publikummer i øjenhøjde og giver plads til den ind- og medlevelse som dette fænomen har skabt helt exceptionelt. ’Skam1’ er ægte og kærlig, sjov og pinlig, serr og kul – og vi glæder os allerede til forårets love mellem Noora og William.