A Jazz Portrait of James Bond

”He's tall and he's dark. And like the shark, he looks for trouble. That's why the zeros double.” En af de sange, der nailer agent 007 bedst, er faktisk ikke en officiel Bond-sang. Men den er heldigvis alligevel på repertoiret i denne koncertrække, der raffineret giver James Bond nye jazzede toner.

Det er bestemt ambitiøst, og noget der er arbejdet på gennem længere tid, for de 24 officielle titelkompositioner er skrevet og sunget af verdens ypperste musikere med deres præg på et klassisk musiktema arrangeret af John Barry. Gennem 6 årtier svinger de musikalske trends og tonelejer, så nytolkning kun kan blive en udfordring. 

Men jazzmaestro Niels Lan Doky og co. tager som vanligt teten i overbevisende stil, og åbner jazzballet med ‘James Bond Theme’, der siden 1962 har været signifikativ for Bond og det ikoniske åbningsskud. At man ikke savner de karakteristiske horn- og guitarriff, siger en del om Dokys trio af klaver, bass og trommer. Måske ikke så kæphøj og farlig som originalen, men absolut stadig blæret og træfsikker. Ikke mindst fordi aftenens suveræne slagtøjsagent er Niclas Bardeleben.

Så er Martinien shaken-not-stirred og stemningen sat for dræberlicenser, diamanter og andre gyldne gerninger. Vokalsolisten fra London, Jordan Jackson er lidt af en Bond-babe og hendes skønne indlevelse funkler fra første sang, den milde ‘Nobody Does It Better’ (’Spionen der elskede mig’, 1977). I øvrigt den første sang, der havde en anden titel end filmtitlen.

Som Doky fortæller, kunne det have været ’Mr. Kiss Kiss Bang Bang’ – hvorfra indledningens citat stammer – men en del kontroverser mellem producere og komponister sendte først Shirley Basseys version og dernæst Dionne Warwicks ud på sidelinjen. Og anekdoterne stopper ikke der, for da Tom Jones i al hast skulle levere sin kraftfulde vokal til den nye ’Thunderball’-sang, besvimede han ved sidste, lange tone. 

’Thunderball’ (’Agent 007 i ilden’, 1965) er blandt manges favorit-Bond-film, også Dokys, og begge temasange beskriver Bonds oprindelige karakter fortrinligt. Begge ligger excellent til Jordans stemme, og især den lidt monotone ’Thunderball’ får nyt liv med smukke fraseringer og latino-arrangement, så man næsten kan fornemme palmerne svaje til Bardelebens håndfaste trommeslag.

Der er altid chikke detaljer og overraskelser, når Niclas Bardeleben er på scenen. Altid imponerede energi med varierende toner og tempi – helt ned til et enkelt, afsluttende rids med bagenden af trommestikken. Derimod drukner Tobias Dalls bas, der kun har et par spinkle soloer, mellem Bardeleben og Dokys også markante og varierede klavertolkninger.

Unge, smukke Jordan Jackson har også alsidigheden til de forskellige tonelejer, men måske ikke helt kraften og erfaringen til større præstationer som ’Licence to Kill’, som Gladys Knight fik et stort hit med i 1989, eller Tina Turners ditto i 1995, ‘GoldenEye’. Til gengæld rykker hun elegant med en lysere version af Paul McCartneys ellers ret bombastiske ‘Live and Let Die’ (’Lev og lad dø’, 1973), og rør med en tindrende skrøbelighed i ‘For Your Eyes Only’ (’Agent 007 - Strengt fortroligt’, 1981).

Det viser sig at jazzpotentialet i Bond-sange er drabeligt skønt i denne halvanden time, hvor Doky og co. kommer stilfuldt omkring genrerne. Selv Madonnas tech-pophit ‘Die Another Day’ (2002) og den endnu mere kantede ‘Another Way to Die’ (‘Quantum of Solace’, 2008) bliver lækkert funky og bluesy. Men der mangler lidt mere dunkle numre – eksempelvis Chris Cornells ’You Know My Name’ (’Casino Royale, 2006) eller Shirley Basseys ’Goldfinger’ (1964). Sidstnævnte står – sammen med Adeles ’Skyfall’ – som en del af setlisten på jazzklubbens web. Så det fravær skuffer. Man kunne sagtens tilbringe længere tid i dette intime Bond-selskab, og der er stadig mange gode sange og sjove anekdoter at tage af.