En landsby på højkant

Under boligkæmpen på Peder Lykkesvej 61 står en lille klynge mennesker og venter på at blive inviteret indendørs. Indenfor har fem beboere indvilliget i at fortælle deres egne historier om hvordan de er kommet til at bo i højhuset på Amager. Kunstnerkollektivet Familien har hjulpet dem på vej.

På bedste teatralske vis modtager skuespillerne Gry Guldager og Rosa Sand Michelsen os iført gulddragt og vild makeup. De tæller deres skridt højt og stopper lige foran deres publikum ved tallet 30. De tredive meter er så langt kæmpen vil falde, når den i sommeren 2018 er dømt til nedrivning. For betonen forvitrer og umiddelbart ser det ikke ud til at nogen, foruden beboerne, har interesse i højhusets skæbne.

Den pompøse velkomst står i stor kontrast til hvad vi kommer til at opleve. Selvom Guldager ved velkomsten proklamerer at ”Dette er teater!”, så er besøget i højhuset meget nær virkeligheden. Naturligvis er situationerne vi oplever iscenesat, men det er stadig beboernes egne historier, som bliver formidlet igennem sange, digte og regulær historiefortælling.

‘En landsby på højkant’ er lige præcis hvad dette sted er. Vi bliver blandt andet inviteret ind hos Tine, som har knyttet et meget stærkt bånd til sin nabo i kraft af sin sygdom. Tines nabo har været der for hende i tykt og tyndt lige siden starten. Vi møder Max, som ved en tilfældighed blev ejer af fire slanger og som spiller Chopin, når de lejlighedsvis skal fodres med et levende måltid.

Man kunne frygte at det var en forestilling, som udelukkende handler om hvorvidt dette højhus har sin berettigelse i at eksistere, men det er ikke i fokus. Det handler om beboernes historier i deres ømme ærlighed og netop hvad der gør højhuset til et specielt sted.

Familien lykkedes i at skabe en stærk oplevelse, som rækker ud over teaterets klassiske form og berør virkeligheden, som den ser ud for nogle mennesker. ‘En landsby på højkant’ er en enormt vedrørende og vigtig vandretur.