På vej

Nogle gange er en teateroplevelse bare lige præcis det, man håber, den skal være: En intens og berigende rejse ind i en anden verden. Sådan er ’På vej’ med Aber Dabei.

Vi er 15 mennesker med hovedtelefoner, der går rundt på Nørrebro i hælene på Hope. ”Hey, hvad kigger I på?”, spørger en gruppe fyre, fordi vi står og glor uhæmmet på pigen, der på dette tidspunkt har lagt sig til at sove i gammel sovepose på gaden.

Det er ret sjældent, man får lov at glo uhæmmet på andre mennesker. Og det er endnu mere sjældent, at man på samme tid også har adgang til alle deres tanker. Men det har vi. Lyden af hvert eneste af Hopes skridt, hver af hendes opgivende suk og hver af hendes overvejelser transporteres med radiobølger direkte ind i hovedet på os.

Hope er kommet til København fra Ghana, fordi hendes mor sagde, hun skulle. Hun er 16 år, går i gymnasiet og føler sig ved siden af i den verden, hun her er endt i. For et par dage siden havde Hope og hendes mor et alvorligt skænderi, og Hope skred fra lejligheden i Griffenfeldsgade. Så nu flakker Hope om på gaderne og vi flakker med. Det er koldt at flakke om i november, så Hope fryser. Og vi fryser med. Men i det mindste kan vi trøste os med at teaterforestillingen kun varer halvanden time. Hope befinder sig herude på tredje døgn.

Historien (skrevet af Sofie Volquartz Lebech og Julie Petrine Glargaard) er baseret på samtaler med afrikanske piger i Danmark, som er kommet hertil for at blive forenet med deres forældre, som allerede boede her, men uden at vide, at de skulle blive her. Ligesom Hope er de endt med at bo i Danmark uden selv at have valgt det.

Det er sjældent, jeg har gjort mig overvejelser om, hvordan det ville være at bo et sted, jeg ikke selv havde valgt. Men det kommer jeg for alvor til, mens vi går rundt i novembermørket på Nørrebro.

’På vej’ er ikke almindeligt teater. Det er teater gennem ørene tilsat en masse billeder, som nogle gange hører med til den intelligent fremførte historie, og andre gange ikke. Men det allermest særlige er, at alt det, der ikke er med, også bliver en del af historien. Jeg kommer til at overveje om den afrikanske restaurant, vi går forbi i Griffenfeldsgade kunne være drevet af Hopes familie, og om afrikanerne, der sidder og hænger i Folkets Park kunne være hendes fremtidige crew.

Også de forbipasserende, der bryder ind, bliver pludseligt medspillere i historien. Teater og virkelighed smelter sammen. Jeg tager mig selv flere gange i at tænke: Ingen kulisser og ingen statister ville kunne leve op til disse virkelige modstykker. Det er filmisk. Det er nærmest dogme. Men stadig med teatrets liveeffekt og nu og her-nærvær.

Marie-Lydie Nokouda leverer et råt, modigt og overbevisende skuespil. Ja, det er nærmest forkert at kalde det skuespil. Hun er der bare. Hun er Hope. Hundrede procent og nøgent. Hun græder, hun møder venner og familie, hun snakker i telefon, hun bander og råber og synger for sig selv. Lige her. Lige nu.

Vi har også alle hendes indre monologer i ørene, de er hendes tanker, og de falder så naturligt og umiddelbart, som vi kender det fra vores egne tanker. Vi er med i hendes overvejelser om livet i Ghana, om gymnasiet, om fremtiden og meget mere. Både når hun sidder på en trappesten få meter foran os, når hun går på gaden med ryggen til os, og når hun forsvinder ind i kiosken for at købe en løs cigaret. Så står vi bare der og kigger på en kiosk. Men vi ved, hvad der sker bag facaden med alle skiltene.

’På vej’ er som et andet menneskes liv og tanker i sonde, og det er uhørt generøst. Som min ledsager siger bagefter: ”Jeg tror aldrig, jeg har været så tæt på et menneske før, uden selv at være med i historien.” Hope flakker rundt i kulden frem til 25. november, så det er bare om at komme ud af den varme stue, bevæge sig til Nørrebro og koble op til en helt speciel oplevelse.