Man skulle tro jeg var en anden

Inden jeg lusker ind i mørket skimmer jeg pressemeddelelsen og ser at der – på trods af en A4 side fyldt med ord – ingenting står.

”Teatret har mulighed for at vise den mangfoldighed af møder, tiltrækning og frastødning gennem variationer i scener og skift i perspektiv.”

Hvad betyder det?

Da lyset går op, kommer to ansigter til syne. Iklædt masker af gummi ligner de gamle mænd. Jeg tror vi skal le over at de ligner gamle mennesker, men ikke er det. Jeg er ikke sikker. I hvert fald går de første fem minutter med at to skuespillere spiller at de er ældre end de er. De trækker nogle gardiner fra og udvider scenerummet lidt efter lidt og her tager en skinger, dybt anstrengende forestilling fat.

Jeg tænker på en skuespillervens seneste betragtninger. Hun talte meget om intuitiv læren. At se en medstuderende sanse sig frem og ramme noget. At betragte dette og tænke: Det er det det hele går ud på, vi behøves ikke andet end dette.

Via små situationer kan man skabe smukke og sorgfuldte billeder om verden og mennesker og genkendelige følelser. Man kan også skabe absolut ingenting. Man kan slikke på hinandens arme og stønne og skrige. Man kan lave slowmotion slåskamp og skyggespil og tage badehætter på, men på ingen måde være vedkommende eller interessant.

Med en konstant ironisk distance sjasker stykket sig fremad uden overhovedet at bevæge sig – eller os. Båret på skuldrene af insisterende skuespillere (Morten Burian, Karin Bang Heinemeier og Torben Zeller) vralter den ene ligegyldige scene frem efter den anden.

Jeg formildes efter at være blevet lukket ud i natteluften og en utrolig sød kvinde kommer ud med et glas vin til mig. Jeg ville ønske jeg kunne give dem et skulderklap og bede alle jer københavnere om at smutte ud i undergrunden og give det ukendte chancen. Ikke denne gang. Hold jer langt væk fra Nyhavn og betragt møder, tiltrækning og frastødning alle andre steder end på Får302.