Kød og blod

Dansk teaters største pik vælter igennem rummet, den overmander fuldstændig ejermanden og må holdes i skak af at rullebord. Der er ingen grænser for abnormiteterne i Graense-loes’ forestilling ’Kød og Blod’, alt kan købes for penge.

Der er dømt teenageteater med fokus på kroppen. Den krop som både er en gave og et fængsel, og som med tiden forfalder. Men som alligevel skal trimmes, plejes, fugtes og fedtsuges jævnligt, hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om stadig at være attraktiv, når man er midt i 30erne. Man kan sågar fylde løs hud ud med saltvand og nervegift, hvis der er en rynke, der driller eller en pat, der skal strutte. Graense-loes behandler det hele.

Kristine Elmedal og Thomas Nielsen optræder i bodysuits med puder strategisk placeret. De er ultra-unge med de unge, og man må som teenagepublikum rammes af de to energibomber, der vælter ind og ud af scenen i nye kostumer og med mere og mere skøre rekvisitter. De investerer både krop og sjæl i projektet.

Drømmen om den selvrealiserende kvinde, der bare drømmer om at sidde på en sivmåtte og menstruere med de andre kvinder i måneskinnet, er en lille diskret kommentar til bølgen af DIY (do it yourself) og bonderøve. Amor hænger dinglende fra en kødkrog i loftet, på lægens bord dissekeres han i mindre stykker, men årsagen til hans maveonde finder man aldrig.

Det fysiske spillerum er helt overdrevet. Rokoko-kostumer og supersize kønsorganer giver liv til forestillingens morale om, at man er god nok, som man er. ’Kød og blod’ balancerer på grænsen mellem det langt ude gakkede og det politisk korrekte, og det fungerer bedst, når det ikke falder for den moralske prædiken.

Publikum er helt med. ’Kød og blod’ er en legende performance, en eksplosion af sanseindtryk og god underholdning.