Det Kroniske Liv

I Europa 2031 udspiller forestillingen sig i smerte under efterdønningerne af den tredje borgerkrig. Tilegnet menneskerettighedsforkæmperne Anna Politkovskaya og Natalia Estemirova, der blev myrdet i 2006 og 2009. Heldigvis har jeg mit program at støtte mig til i dette kaos af en perfomance.

'Det Kroniske Liv' er på én gang alt og ingenting. Tørklædesvøbte, farverige russiske koner vrøvler og vræler og lader spillekort og hårdt klingende mønter flagre ned over scenen, mens de rablende fylder salen med pludder. En isblok hænges op på en krog og dens opgivende dråber danner uundgåelige rytmer.

En dreng leder efter sin døde far. Han er ikke til at finde og med bind for øjnene vakler drengen rundt, båret af en vilje af stål.

Mere kan jeg næsten ikke sige. Jeg forstår alt og ingenting. Gennem mærkelige scenarier, sang, spil og fagter, skyller følelser igennem mig. Sult, håbløshed, forvirring, kaos og umenneskelighed farer gennem kroppen, uden jeg kan binde det op på en historie eller karakter. Ligesom krig og fattigdom kan være det, er forestillingen uforståelig.

Legenden, Eugenio Barba grundlagde Odin Teatret i 1964 og hans eksperimenterende teateroplevelser er anerkendt på verdensplan. Det er mig ikke bekendt om aftenens publikum deler begejstringen.

'Det Kroniske Liv' kræver, at jeg giver slip og sanser. At jeg lader afmagt og frustration ligge og bevæger mig ind i alt det intuitive, alt det jeg ikke kan kontrollere.

Det er svært at give slip. Nogle gange stiger tårerne op i øjnene på mig, uden jeg ved hvorfor. Fortabelsen på scenen er både flygtig og meget konkret, og deres rablende sprog fortæller mig, at jeg ikke bare er uvidende om, hvad de siger, men også om hvad de føler. Deres sorg og ængstelighed kendes ikke i landet, hvor vi spiser uden at være sultne og drikker uden at være tørstige.

Trods en modig, politisk, eksperimenterende omfavnelse af verdenssituationen er jeg tom da jeg går ud. Godt teater skal kunne nå alle. Ikke hele tiden og ikke alt sammen, men det skal vække noget essentielt i os mennesker. 'Det Kroniske Liv' er på mange måder som ikke-vante teatergængere ville parodiere det. Simple ting gjort komplicerede. Fattigdom, sult og håbløshed er svære at sætte ord på. Det er derfor smukt at sætte krop og billeder på.

Trods forestillingens vigtige emner som nationalitet, integration, kærlighed, savn, identitet og fortabelse, føler jeg at, jeg som den lille dreng med bind for øjnene famler i blinde. Trods utallige billeder er jeg taknemmelig for ordene i programmet, jeg fik inden tredje borgerkrig måske bryder ud.