De Frivillige

Når en premiere har været en ørkenvandring af kedsomhed, smiler man blegt og fortrækker sig hurtigt mod bedre steder. Når forestillingen derimod lykkes, er man opløftet og højttalende og drikker gerne et par glas i baren. I går drak jeg syv, efterfulgt af to store fadøl. Det siger ikke så lidt.

Krudttønden har fået gæster fra Jylland og de virker ikke synderligt påvirkede af den lunkne anmeldelse de sidste gang måtte tage med hjem til Århus. Godt det samme for hvor Von Badens sidste forestilling, 'Lovens Vogtere', var triviel, forudsigelig og klichefuld, er 'De Frivillige' nuanceret, kompleks og morsom.

Vi befinder os på isolationsgangen i et dansk fængsel. Tre meget forskellige mænd har dannet et lille kor og det fungerer fint indtil Markus (Anders Brink Madsen) dukker op. Direkte fra overklassen i dyrt tøj, med dyre bekendtskaber fra dyre fester. Han vil synge med, trods dirigenten Niels' (Henrik Vestergaard) insisterende ydmygelser.

Som nazisten Adam i 'Adams æbler' betragter vi en absurd hverdag fra en uindviet persons synsvinkel. Trods Markus' finanssvindel og arrogante person, holder vi med ham langt hen ad vejen.

Lige indtil vi slet ikke gør.

Med hver sin celle på hjul kan skuespillerne skabe utallige rum og scenen ændrer vinkel igen og igen. På samme måde vendes karaktererne rundt, så både grimme og smukke sider belyses. Store problemstillinger bliver taget op og trods den lille konflikt, breder mange lag sig ud.

Der er selvfølgeligt svipsere som klovnekarakteren Simon (Chadi Abdul-Karim) der med tyk wallah-accent er den dumme indvandrer. Man kunne måske skåne os for endnu en gang at skulle se en iscenesættelse af en ”autentisk indvandrer”. Mange taler trods alt helt almindeligt og er ligeså forskellige som alle andre.

Derudover var jeg dog dybt imponeret af deres humoristiske, skarpe portræt af fængselslivet. Trods skønhedsfejl og svipsere kan jeg roligt anbefale stykket og med garanti også vinen i baren.