Guide: Bologna

Bologna er lidt ligesom den kønne, stille pige henne i hjørnet. Det er ikke hende alle drengene bare må have. Det er ikke hende alle de andre piger vil være. Og derfor lever Bologna sit eget, lidt skjulte liv. Den har ingen særlige fortrin der råber højere end alt det andet og ikke noget man bare må se. Derfor tager man sig tid, og opdager langsomt at den stille, kønne pige måske i virkeligheden er hende der har mest at byde på.

Helt stille er Bologna nu ikke. Italiens 7. største by med rundt regnet 400.000 indbyggere huser nemlig Europas ældste universitet og ikke mindre end 100.000 studerende. Cirka hver fjerde indbygger er altså studerende ved universitetet, og det sætter sit præg på gadelivet.

Modsat i mange andre italienske byer, er indbyggernes idé om aftenliv ikke at defilere rundt i gaderne med meget velordnet hår og sige buona sera til gud og hver mand inden man er i seng klokken 22. Bologna holder længe åbent, og der bliver talt højt og drukket mange glas vino rosso della casa på byens mange caféer og restauranter – hver aften.

Piazza Maggiore Fotograf:  Anders Ojgaard

Arkadernes by

Universitetet har formet vore dages hovedstad i delstaten Emilia Romagna på flere måder. Bologna startede livet som en landsby for over 3.000 år siden, blev senere et handelscentrum for etruskerne og var en af Romerrigets største og mest betydningsfulde byer.

Universitetet blev grundlagt i 1088, knap 100 år før byen København, og mens vi oppe i nord primært koncentrerede os om at lære at drikke mjød uden at kaste op, strømmede unge mænd til Bologna for at lære om kunst og videnskab. Så mange at Bologna omkring år 1300 var Europas femtestørste by og dårligt kunne få plads til de mange mennesker inden for bymurene.

Hvad skulle man så gøre? Gadenettet var planlagt af de velorganiserede romere, så mange af gaderne var ikke så smalle som i andre middelalderbyer. Den ekstra plads kunne udnyttes, og det blev den ved at man byggede arkader ud over fortovene og derved fik nogle ekstra kvadratmeter boliger uden at det gik ud over fodgængernes plads på gaden. Ikke så dumt.

I dag kalder italienerne Bologna for arkadernes by. Alene i det gamle centrum, der er Europas næststørste efter Venedigs, kan man gå ikke mindre end 38 kilometer i ly for regn og bagende sol uden at krydse sit eget spor. Og de mange arkader gør Bologna til helt sin egen. På samme tid storslået, hyggelig og intim.

Lidt for intim, mener nogle af indbyggerne selv. I det lange løb kan det nemlig også føles lidt klaustrofobisk at være ‘halvt indendørs’ når man går rundt i byen. Om sommeren, når temperaturen i de nu smalle gader ofte passerer 35 grader, tager en stor del af i bolognesi derfor på landet eller til vandet.

Montagnola-markedet Fotograf:  Anders Ojgaard

Det rigtige Italien

Det store universitet trækker studerende fra hele Italien og er efterhånden spredt over hele byen. Men dets livsnerve er den lange Via Zamboni som er flankeret af en voldsom mængde imposante bygninger fra middelalder og renæssance.

Hvis man ser bort fra de enkelte scootere og biler, kunne man ligeså godt have gået rundt med blød hat og kappe i år 1500. Ikke ret meget har ændret sig. Og dét er en del af Bolognas charme.

Det er ikke her man finder Roms Colloseum eller Forum Romanum, og det er ikke her man finder Firenzes Ponte Vecchio eller Uffizi gallerier. Derfor overser de fleste turister Bologna, og det er synd for dem. Når man er færdig med Firenzes top-tre sightseeing, så er den på mange måder en mindre interessant by end Bologna lige ovre på den anden side af Appenninerne.

I Firenze hører man mere amerikansk og tysk end italiensk. “Look at that fountain, Doris”, “Das ist eine schöne Brücke, Hansi”. I Bologna er der stadig noget eventyr tilbage. Den uundgåelige sightseeing dobbeltdækkerbus uden tag rullede godt nok ind for et par år siden, men den er som regel halv- eller heltom.

Der er langt mellem parrene på gadehjørnet med den mandlige halvdel iført sok i sandal og med pegefingeren på kortet – og endnu længere mellem de massive flokke af bredskyggede sommerhatte og alt for hvide lægge.

I Bologna er man i det rigtige Italien, og man skal være klar til at bestille sin pasta uden altid at vide præcis hvad der er i den, for der er langt mellem restauranterne hvor tjenerne kan lidt engelsk. Men det er bare med til at forstærke oplevelsen af at den altså er god nok – man er ikke i Las Vegas-kopien af italiensk by.

Piazza Santo Stefano Fotograf:  Anders Ojgaard

God mad og mange penge

Bortset fra arkaderne, så kender italienerne selv Bologna for dens mange penge, høje livskvalitet og gode mad. Sidstnævnte siger jo ikke så lidt, når vi nu befinder os i det verdenskøkken som flest mennesker foretrækker.

Det er nok ingen overraskelse at spaghetti Bolognese stammer fra Bologna, men også den herlige Mortadella-pølse så verdens lys her. Og så er her ellers bare et uhørt antal gode restauranter der måske ofte ser beskedne ud udefra, men som kan servere en helt simpel pasta med ærter og champignonsauce der formodentlig vil gøre dig vred på din kantinedame næste gang hun forsøger at servere noget hun kalder en pastaret for dig. Eller endnu mere simpelt: gnocchi (en pasta/kartoffelmoshybrid) med pesto. That’s it, og det smager fantastisk.

Madmarked i centrum Fotograf:  Anders Ojgaard

At Bologna er en velhavende by, mærker man med det samme. Her er rent og pænt, masser af dyre butikker, og man behøver ikke være ligeså nervøs for sin skuldertaske som man gør i Rom eller Napoli.

Sjovt nok er Bologna også den by i Italien der er gladest for at sætte kryds ved socialistisk bystyre, og sammen med Milano er vi helt i top med hensyn til accept af homoseksuelle – noget der bestemt ikke er givet i andre egne af det katolske land.

De mange studerende og et højt uddannelsesniveau bidrager til at Bologna er både velhavende og tolerant og som regel ligger i top når italienerne laver livskvalitetsmålinger.

De To Tårne Fotograf:  Anders Ojgaard

Den røde by

De mange euro til trods, er vi så langt fra kedelig bankby som vi kan komme. Bolognas kulturliv er et af de bedste i Italien. Her er et solidt udvalg af teatre, gallerier og udstillinger af alt mellem himmel og jord, og særlig musikscenen er overraskende levende for et land der ellers isolerer sig på den front – Italien deltager for eksempel ikke i Melodi Grand Prix.

I støvlelandet er man som helhed gladest for folkelige schlagere om amore og sød pop om ture til stranden sunget af unge piger i lyserød bikini. Men i Bologna er det anderledes.

Vi er i Italiens jazz-centrum hvor man går på jazzklub og sipper rødvin mens højre fod forsøger at følge trop med gulvbassen. Og vi er formodentlig også i Italiens livligste rockby med internationale koncerter og flere scener til håbefulde studerende med guitar, langt hår og ambitioner om andet end San Remo-festivalen – Italiens eget, lokale Melodi Grand Prix.

Og i sommerhalvårets weekender elsker Bologna at bygge intermistiske scener på Piazza Maggiore eller Piazza Santo Stefano og lade violiner, citarer eller trommer fylde aftenen.

Om aftenen skal man også sørge for at komme ud og slendre rundt i den røde by og se et sted der nu er ganske forandret. At Bologna kaldes den røde by skyldes nemlig ikke kun kærligheden til socialistiske borgmestre, men også at en meget stor del af dens bygninger er bygget af røde sten. Når byen tænder for gadelamperne, kaster murene derfor et varmt lys tilbage på de store, glatslidte kampesten der udgør gadebelægningen i det meste af byen.

Resultatet er malerisk, italiensk romance som ikke fås meget mere autentisk mellem Bolzano og Palermo. Og som kun bliver endnu bedre af at man kan nyde den med hånden om et glas af de glimrende, lokale vine lavet på San Giovese-druen.

Santa Maria Fotograf:  Anders Ojgaard