Lonely House

Klassisk amerikansk ensomhed handler om at føle sig alene trods det vrimler med mennesker omkring én. Den tese forløses fint i operacollagen ’Lonely House’, men alligevel bliver det en lidt rodet og overfladisk barblues over de amerikanske brudstykker af opera.

Ideen er ellers fremragende, for vi går glip af alt for meget amerikansk opera her på vores omnipotente operakontinent. Stornavne som Leonard Bernstein, Igor Stravinskij, Samuel Barber, Andre Previn, Kurt Weill, Thomas Ades og George Gershwin, der ofte udfordrer operatraditionerne med poppet, jazzet eller mere eksperimenterede tonesprog. 

Her i denne ensomme bar, hvor to kvinder og en mand nyder rus, flirt og jalousi, er Kurt Weill dominerende. Weills operaform er tydeligt influeret af cabaret, og med Gershwin og Bernstein på sidelinjen fyldes rummet også af jazznuancer og musicalnoder, imens Stravinskijs toner holder den klassisk smukke tindre. Alt dette i formidabel stil fra pianist Rikke Sandberg.

Men instruktør Katrin Weisser Lodahl og dramaturg Mette Borg formår ikke at skabe nok historie omkring sangene. Og eftersom solisterne mestendels ikke har flair for skuespil, skulle man nok have overvejet mindre poetiske mellemspil. Operateksterne er potente nok i forvejen, så det bliver bare overload at citere digte af Edgar Lee Masters samt et af Hollywoods mest kendte ikoner på ensomhed: Marilyn Monroe.

Ikke at man kan genkende nogle blondinecitater, men til gengæld er der lidt Monroe over sopran Helene Hvass Hansens kokette flirterier – i lang, sort pailletkjole med heftig slids – i ‘Glitter and be gay’ fra Bernsteins ’Candide’. Hendes koloraturer bliver til sexede ”åååhhh”-suk og glimtet i øjet bobler af vid. Ligeledes dybt betagende i den fremragende Tennessee Williams-tekst til Thomas Adès’ ’Life Story’ – og aftenens største arie ’Steel Me, Sweet Thief’ fra Gian Carlo Menottis ’The Old Maid and the Thief’.

De to andre solister er mere udfordret på tekst og skuespil, hvor det bliver noget manisk, og indimellem svært at høre teksten. Men udmærkede stemmer, når sangene matcher. For mezzosopran Helle Fabricius Grarup især Weills sprudlende ’That’s Him’ og Weill/Gershwin-hittet ’My Ship’, imens tenor Christian Damsgaard finder storbysrytmen i ‘New York Lights’, fra William Bolcoms opera ‘A View from the Bridge’, baseret på Arthur Millers teaterstykke.

Strofer fra titelsangen blendes ind mellem de andre sange, og ”lonely house, lonely town” er naturligvis afslutningssalutten, hvor deres fællesskål afspejler mere lykkestemning end man som publikum er nået frem til. På lidt over en time har de spillet og sunget højt spil med følelserne, og så fader det alligevel lidt for kækt og overfladisk ud, når divaen siger: ”You’re either on my side. By my side. Or in my fucking way.”