Sleeping with the Lights on

Missionen er simpel: Hvordan producerer to mennesker varme nok på en lille time til at universet går under? Inspireret af ’The Theory of Heat Death of the Universe’ kaster Kasper Ravnhøj og Stian Danielsen sig ud i et fantastisk underholdende eksperiment. 

”This will be the last hour of your life” siger Kasper Ravnhøj,”tonight we will make the universe collaps.” Der er denne her teori siger han, og så begynder de to barfodede mænd i blomsterudsmykkede militærjakker at producere varme med deres bevægelser. Hvordan skaber man mest effektivt varme med blot sin krop og et bart scenegulv som remedier? 

Ravnhøj ligesom kaster armen fra skulderen og fremad i hurtige ryk. Stian mærker lidt i luften ved hans bevægelser. Kan man mærke noget? Så begynder han at blinke manisk med øjnene. Bagefter trækker han tungen ind og ud af munden hastigere end jeg nogensinde har set før. De siger ingenting. Men vi forstår det hele. Vi forstår de underspillede men smørrede smil hos de to performere. Vi forstår hvor vanvittigt absurd det her er. Det er det, der gør det hele så komisk. 

Det må være én af de der idéer, der er startet på en bar. Og heldigvis én af dem, som rent faktisk er blevet gjort til virkelighed. 

Langsomt transformerer de naturalistiske bevægelser til flydende dansesekvenser, hvor performernes store håndværksmæssige talenter og virkelig solide samarbejde står tydeligt frem. Der bliver danset i cirkler, løftet, hoppet i takt og løbet rundt i cirkler igen og igen og igen. Scenen fremstår nærmest som en rund cirkusmanege, hvor vi publikummer sidder på én række hele vejen rundt. Her er kun pladser på første række. 

Som en sammenfiltret organisme skaber de to, hvad der bedst kan beskrives som et menneskeligt kraftværk på scenen. Varmen, som produceres, bliver hele tiden pustet udad med håndbevægelser, prusten og svungne jakker. På den måde bliver vi virkelig inddraget. De gør det her for vores skyld. For at vi kan gå under med dem – eller i hvert fald kan få glæde af al den energi, de skaber på gulvet. Vi kan mærke vinden i håret, og der er bestemt heller ingen tvivl om, at temperaturen i lokalet vitterligt stiger på grund af alle deres anstrengelser. 

De slider og slæber og hopper og danser og pruster som ulve eller fødende kvinder, men energien er ikke destruktiv. Den er opbyggende og omsorgsfuld. 

Især Stian Danielsen må have en særlig bemærkning for sin helt uudtømmelige energi. Det er som står han på intet tidspunkt stille. Og det er som om, han vitterligt er ved at dø af anstrengelse til sidst, hvor han liggende kollapset på gulvet ånder forestillingen ud. Og oveni har en humoristisk udstråling, som er noget helt for sig. Som noget, der ligner en blanding af Snøvsen, Fedtmule og Snurre Snup, hopper han rundt som en fjeder og bringer smil og grin frem fra publikum. 

Der er henad vejen meget gentagelse. Især i de cirklende passager rundt og rundt langs scenekanten. Det bliver kedeligt i længden. Ligesom musikken, som har den positive effekt at danne en form for trance-atmosfære, men på den negative side også bliver monoton i længden. Ellers er der ikke meget dårligt at sige om denne her fine, lille forestilling. Det er vanvittigt. Det er sjovt. Og de danser og spiller røven ud af bukserne.