Lion

Løvemod og løvehjerte er blandt de fine følelser i denne tapre tåreperser, men titlens egentlige betydning afsløres først i de sidste rørende sekunder, hvor den forventede forløsning kommer med hurtig afvikling af nye, interessante dilemmaer.

’Lion’ er den utroligt sande historie om Saroo Brierley, der fandt sin familie i Indien 25 år efter uheld og tilfældigheder sendte ham på en længere togrejse væk fra alt, han kendte. Endestationen var først Kolkata, hvor den 5-årige knægt levede blandt de mange andre gadebørn og måtte flygte fra skumle typer indtil en ældre dreng hjalp ham til politiet. Næste stop Hobart, Tasmanien hvor Sue (Nicole Kidman) og John (David Wenham) Brierley adopterede ham, og han voksede op med ønsket om at finde sine indiske rødder. 

Gudskelov for Google Earth. For det er vitterlig et mirakel at Saroo finder sin bittelille plet af en fødeby ved omstændelige og utrættelige søgninger, men det er virkeligheden beskrevet i 2013-bestselleren ’A Long Way Home’, og nu i denne Oscar-nominerede film. 

Det er føle-materiale i topklasse, og der trykkes dybt på de sande føle-knapper, så sentimentaliteten presses lige lovligt tuttet. Det er tydeligt – og forståeligt – at australske Garth Davis er vild med sin yngste hovedrolleindehaver, og den aldeles bedårende Sunny Pawar kan heldigvis bære det langstrakte rejsedrama, der mærker Saroo for livet. Dev Patel har som den voksne Saroo sværere ved at få føle-grøden til at flyde, for her er det ikke nok med dårende dybbrune øjne og desperation i kroppen. Her skal sættes ord på følelserne, og det bliver noget grødet.

Mere interessante replikker har Nicole Kidman, især om Sues baggrund for at adoptere – og hun åbner også op for de måske endnu større udfordringer i selve mødet med hans biologiske familie og eventuel ambivalens efterfølgende. Saroo er jo australier nu, præget af det miljø og de forældre han er opvokset med, og har opbygget flere tilhørsforhold i det nye land. Store dilemmaer, der afvikles meget overfladisk, desværre.

At man kender (en del af) slutningen er intet problem for ’Lion’, for historien er fortalt så hjertegribende at man (næsten) accepterer præmissen om at rejsen er vigtigere end målet. Det var den måske for Saroo? For selvom man ikke kommer udenom at herkomst og rødder er vigtige for en komplet forståelse af ens personlighed, så kan det vise sig at nutiden faktisk har overhalet indenom.