En ordentlig spand skrald
Nej, det er ikke en kæmpe, der har glemt sin design-pedalspand på gaden. Det er dig, der skal huske at bruge skralderen.
En original, men ottedoblet Vipp skraldespand er taget på fem måneders turné i Københavns gadebillede for at minde os om at holde byen ren.
Proportionerne passer på den danske designklassiker fra 1939, der er udstillet på Museum of Modern Art i New York. Dette mintgrønne eksemplar er bare 2,5 meter højt og vejer 800 kilo.
Det giver plads til 3.800 liter affald, og dermed skal der 14.242 forvoksede pedalspande til at æde københavnernes årlige mængde gadeskrald.