Husumgade revisited

Øde gader, lygter der svinger ensomt i natten, tomme kældergange. Det er måske ikke de billeder, der først tegner sig for dig, når du tænker på Stefansgadekvarteret, også kendt som Lille Berlin takket være en hipsterfrekvens der er langt over gennemsnittet (selv for Nørrebro).

Men i tegneserieskaberen Bue Bredsdorffs portræt af Husumgade 30, hvor han boede til leje i seks år, er det sådan, stedet fremstår: Ensomt og mennesketomt. Plakaten med de mange små billeder er blevet til som led i en serie af plakater og pixibøger, der illustrerer de steder, Bue Bredsdorff har boet. Den første plakat var af barndomshjemmet i Sønderhå i Thy – og at tegneren siden havnede på Nørrebro, var ikke overlagt:

»Jeg er vokset op på landet og øde øer i periferien og har altid haft et barnagtigt ønske om at bo på fastlandet, i byen, i centrum. København var egentlig ikke førsteprioritet. Jeg ville gerne noget større, mere eksotisk: London, Barcelona, Rio. Men efter et halvt år i Sydamerika landede jeg i sommeren 2005 uden penge på lommen i København og flyttede ind på min brors lille 12 kvm værelse på Husumgade,« fortæller han.

Klik her for at nærstudere plakaten i fuld størrelse. " data-fresco-options="loop: true">

Klik her for at nærstudere plakaten i fuld størrelse.

På jagt efter minder

På plakaten finder man en mosaik af københavnske gadebilleder og sirlige tegninger af alle de små detaljer, som man måske ikke lægger mærke til, men som er med til at gøre et sted til et hjem på godt og ondt: Hårene i afløbet. Knirken fra gulvet. Krummer i brødristeren. Man kan få den tanke, at kunstneren må være detaljeopmærksom ud over det sædvanlige, men faktisk er tegningerne skabt på baggrund af et grundigt selvbiografisk detektivarbejde:

»Da jeg begyndte arbejdet på ’Husumgade 30’, var jeg for længst flyttet ud af lejligheden. Så jeg begyndte en systematisk gennemgang af min brors og mine fotografier for at finde billeder fra lejligheden. Heldigvis havde vi taget ret mange billeder i den periode, desværre mest af os selv og andre mennesker på besøg. Men bag menneskerne røbede der sig altid lidt i baggrunden, en halv seng her, en køkkenlampe der, overkanten af en brusekabine der. Det er tankevækkende, hvordan man kan bo seks år et sted uden at tage et eneste billede af ens soveværelse eller baggård, så jeg blev nødt til at snige mig lidt rundt og fotografere med rædslen om at møde min gamle vicevært i baghovedet...,« fortæller Bue Bredsdorff.

Angsten for fremtiden – og viceværten

Frygten for viceværten er afbilledet på plakaten som en tom trappeopgang, hvor en kroget gammel regelrytter kunne springe frem fra hjørnet, hvert øjeblik det skulle være. Bue Bredsdorff og hans bror boede nemlig som fremlejere i meget længere tid, end det var tilladt, og han har ikke kun gode erindringer fra lejligheden. Faktisk er billedet af Husumgade 30 så langt fra den kreative klasses lille-berliner-liv i sus og dus, som man kan komme.

Der er ikke en eneste café latte på plakaten (heller ingen Nescafé). Og halvdelen af de minder, der er tegnet i de små firkanter, er ikke ting, men følelser: Usikkerheden på dansegulvet. Ensomheden om søndagen. Rådvildheden i supermarkedet. Jep, alle de der følelser, du også har haft, hvis du har været ung i storbyen. Bue Bredsdorffs portræt af Husumgade 30 er også en poetisk illustration af ungdommens rastløse #FOMO (det er internet-lingo for ”fear of missing out”).

»Jeg boede i lejligheden i nogle skelsættende år, midt-tyverne, og jeg var nok optaget af den følelse af angst for fremtiden, de fleste er i den alder. Man har valgt et studie – som man har fået at vide, at man skal – men så er der tvivlen, uroen og utilstrækkeligheden over ikke at passe ind,« forklarer Bue Bredsdorff.

En universel københavnerfortælling

Plakaten er ”næsten hundrede procent autentisk,” som Bue Bredsdorff formulerer det. Portrættet af Husumgade 30 fortæller historien om en enkelt ung mand i en enkelt lejlighed i en enkelt gade. Og så alligevel: Hvem har ikke set opvasken og de ulæste aviser tårne sig op? Hvem har ikke hørt posten dumpe ind gennem brevsprækken, hvem kender ikke lugten af vådt vasketøj, der har ligget for længe?

Bue Bredsdorff stiller så skarpt på detaljen, at Husumgade 30 virker som et sted, alle københavnere har boet. Han klipper småtingene ud af hverdagen med sin pen, så der bliver plads til, at hans læser kan fortælle sin egen historie gennem de ellers meget personlige billeder. Det er også derfor, plakaten er så mennesketom:

»Når man tegner mennesker styrer øjnene automatisk mod dem, det er dem der tager fokusset i tegningen.  Det bliver deres historie, ikke din,« forklarer Bue Bredsdorff.

Fra Lille Berlin til Store Berlin

Det eneste menneske på 'Husumgade 30'-plakaten er et halvskummelt stirrende portræt, som Bue Bredsdorff tegnede på et malerkursus på Teknisk Skole, og som ikke ligefrem trækker fra i den uhyggelige stemning.

»Jeg tror måske, han hed Bobby,« siger Bue Bredsdorff om manden med det insisterende, ubestemmelige blik.

Tegneren bor ikke længere i Lille Berlin: Som det sidste billede på plakaten viser, er alle papirlapperne, de sammenfiltrede ledninger og det røgfyldte tøj for længst pakket ned, og Bue Bredsdorff er endt i store, tyske Berlin sammen med sine ting og sine følelser. Han forsikrer dog, at København er et sted, han altid vender tilbage til. Men måske ikke lige til Husumgade.

»Jeg er stadig bange for at møde viceværten...,« indrømmer han.