pixel

Sådan kan nyt, stort idrætshus ved Parken se ud

Fire bud på et stort, nyt idrætshus med atletik, fodbold og gymnastik er lagt på bordet og skal behandles politisk — Pris: op mod 620 mio. kroner.

JAJA Architects

Er der mennesker, der har stået på skøjter til baggrundsstøj fra det danske fodboldlandshold, der fejrede en af sine store sejre i 80’erne og 90’erne?

Det er muligt. I hvert fald lå Østerbro Skøjtehal på daværende tidspunkt klemt inde på et smalt område mellem Parken og Østerbro Stadion.

Og nu kan det være, at det snart igen bliver muligt at dyrke sport til lyden fra begejstrede fodboldtilhængere i Parken.

I Københavns Kommune har man nemlig over længere tid været på jagt efter steder, hvor man kan placere de nye idrætsfaciliteter, som byens beboere efterspørger.  

Idrætshus på vej?

I 2008 var det slut med den gamle Østerbro Skøjtehal, der blev revet ned, da man havde planer om at bygge en ny multiarena på grunden.

De planer blev dog i sidste ende aldrig til noget, og mens København i dag har fået sin multihal med Royal Arena i Ørestad, så står skøjtehalsgrunden på Østerbro fortsat tom og lever livet som en hybrid af en midlertidig løbebane og en grusplads til opbevaring. 

Samtidig kæmper Københavns Kommune altså med at finde grunde midt i byen at placere nye idrætsfaciliteter på. Og derfor kan skøjtehalsgrunden — der kun sjældent er i brug som løbebane for Sparta eller parkeringsplads ved arrangementer i Parken — virke som en oplagt muligt.

Ved at bygge et nyt idrætshus på skøjtehalsgrunden vil man samtidig kunne placere det i et område, der allerede i dag rummer mange foreninger og sportsfaciliteter.

Udover fodboldjublen fra Parken kan man i området ofte møde lyde fra ketchere, der slår til tennisbolde, basketbolde, der bliver dunket i asfalten, fødder der rammer atletikbanen på Østerbro Stadion og vand, der plasker i Øbro-hallens svømmebaner. 

Atletik, gymnastik og fodbold

Derfor inviterede Københavns Kommune arkitekterne hos JAJA til at deltage i en såkaldt forundersøgelse for skabelsen af et nyt Idrætshus på skøjtehalsgrunden.

Den er nu færdig og præsenterer forskellige bud på, hvordan et fremtidigt idrætshus kunne tage sig ud.

På forhånd havde Københavns Kommune besluttet, at huset skulle rumme faciliteter til atletik, gymnastik og fodbold — hvilket ligger i god forlængelse af de ønsker for huset, som de lokale sportsklubber Sparta, BK Skjold og KIF allerede fremlagde i 2020.

Særligt atletikken vil få gavn af den nye plads, og København vil få sin første, indendørs 200 meter rundbane til atletik.

Men pladsen er trang, og det er en udfordring at få plads til det hele — også fordi skøjtehalsgrunden på tre sider er omgivet af jord, som er ejet af Parken Sport & Entertainment — inklusive Parken selv.

Og også på Danmarks nationalstadion er der aktuelle visioner om nye tiltag i fremtiden — nemlig en modernisering af Parkens rammer og faciliteter — og hvor de tanker ender henne, har stor betydning for, hvordan man kan indrette et kommende idrætshus kun få meter væk.

Derfor har JAJA udarbejdet fire forskellige scenarier for et nyt idrætshus. 

Scenarie 1 — særpræget form

I scenarie 1 vil man skabe et idrætshus i fem niveauer, der holder sig indenfor de eksisterende ejerskabsgrænser, så der ikke opstår konflikter med Parken.

JAJAs idé er, at man opfører en firkantet bygning med et samlet etageareal på knap 11.000 m2, hvor hver enkelt etages areal vokser i størrelse, når man bevæger sig opad.

Det vil give bygningen en særpræget form, men på den måde udnytter man den trænge grund og skaber bedre plads til at bevæge sig rundt om bygningen samtidig med, at der på øverste etage bliver plads til en 200 meter løbebane og indhegnede fodboldbaner med græsunderlag.

Bygningens form vil også skabe et overdækket område omkring bygningen, som kan afgrænses af søjler mellem gadeniveau og tag.

Scenarie 2 — bygget ind i tribune

Scenarie 2 tager udgangspunkt i, at man forbinder det nye idrætshus med Parkens nordøstlige tribune. Dét vil skabe plads til, at bygningen kan sprede sig over et byggefelt på 6.000 m2 — hvilket er mere en dobbelt så stort som scenarie 1.

Det gør også, at bygningens bruttoareal kan komme op på 14.000 m2 uden at den går for meget op i højden.

Udvendigt vil bygningen bestå af tre tage i forskellige niveauer, hvor det højeste er tættest mod Parken. Alle tagene vil være forbundet af trapper, så man kan gå direkte fra Fælledparken op til bygningens højeste punkt.

Det nederste niveau vil være helt åbent, mens de to andre vil være indhegnede og indeholde fodboldbaner. De tre niveauer vil få en visuel sammenhæng ved, at man dækker dem alle med græs. 

Scenarie 3 — nye hjørner på Parken

Det tredje scenarie bliver særligt aktuelt, hvis Parken bliver ombygget, så de nuværende kontortårne på stadion bliver erstattet af mere traditionelle stadionhjørner for at øge tilskuerkapaciteten.  

De nye hjørner på Parken vil gøre det muligt at skabe en bygning med et bruttoareal på næsten 20.000 m2 — altså næsten dobbelt så meget som Scenarie 1.

Ligesom i scenarie 2 vil man her forbinde idrætshuset med Parken. De nye hjørner på stadion gør, at bygningen kan opføres i en aflang udgave tættest på Parken, og herfra falder den både i højde og bredde jo tættere man kommer på Østerbro Stadion.

På den måde vil dens fodaftryk blive mindre, jo længere fra Parken man er, og dermed vil der blive skabt plads til, at man kan passere den i gadeniveau.  

De forskellige udvendige niveauer vil igen alle være beklædt med græs og forbundet af trapper.

Scenarie 4 — runde hjørner på Parken

Scenarie 4 kan blive aktuelt, hvis der udføres en mere omfattende renovering af Parken. Her forestiller JAJA sig, at Parken vil få rundede hjørner, som man kender det fra mange andre, moderne fodboldstadioner i Europa.

Parkens nye udseende ville give mulighed for, at idrætshuset i endnu højere grad end ved de andre forslag kan smelte sammen med Parken, så der skabes en sportsorienteret helhed.  

Også her kan man bygge stort og ende med et idrætshus på tæt ved 21.000 m2, hvor de nye, rundede hjørner fra Parken går igen i byggeriet.

Med denne løsning vil man kun konstruere to udvendige tagniveauer, der ligesom i de andre scenarier er højest ind mod stadion. Der vil også her blive skabt sammenhæng og forbindelse mellem de forskellige niveauer ved hjælp af græs og trapper.

Hvad nu?

Alt efter hvilket scenarie Københavns Kommune potentielt vælger at gå med, så er opførslen af et nyt idrætshus estimeret til at koste et sted mellem 270-620 mio. kr. 

Det er et stort beløb, som i hvert fald delvis vil skulle findes blandt de kommunale skattekroner. Og derfor vil det være op til de københavnske politikere at finde og afsætte midler på de budgetforhandlinger, der foregår to gange om året — som regel i marts og september.

I store sager som denne vil kommunen typisk også søge om støtte fra andre sider — det kunne være private fonde eller statslige bidrag, f.eks. gennem Lokale- og Anægsfonden, der netop støtter idrætsrelaterede byggerier.

Med den nye foranalyse afsluttet og afleveret kan politikerne allerede ved forhandlingerne om forårets 'lille budget' vælge at give en bevilling til det videre arbejde.

I første omgang skal de dog beslutte, om de overhovedet vil arbejde videre med idéerne. Det sker på et møde i aften.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Skal Parken have plads til 50.000 tilskuere? Og hvad skal der ske på Skøjtehalsgrunden lige ved siden af? Får København en indendørs atletikhal? Og er der overhovedet plads til det hele?

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling