Mere plads til fodgængere og cyklister på vej i Nyhavn
Nyhavns skyggeside skal omdannes til en cykelgade, hvor både fodgængere og cyklister får lov til at brede sig på bekostning af parkeringspladser. To konkrete bud ligger nu klar.
Mens Nyhavns solrige nordside tilbage i 1980'erne blev omdannet til den café- og barstrækning, vi kender i dag, er sydsiden stadig en transportkorridor med mange parkeringspladser og små fortove.
Turister og cyklister har længe kæmpet en brav kamp med parkerede biler om den sparsomme plads, og strækningen er langt fra gearet til den menneskemængde, der især i de varmere måneder stimler sig sammen for at tage det perfekte foto eller vente i kø til kanalrundfarten.
Og det skal der gøres noget ved. Derfor satte politikerne på rådhuset forrige sommer 12 millioner kroner af til at omdanne byens måske mest fotograferede strækning til en såkaldt cykelgade.
Ekstra fortovsplads ved vandet
Nu har Teknik- og Miljøforvaltningen sendt to konkrete forslag i en såkaldt intern høring, hvor vigtige interessenter som eksempelvis lokaludvalget får lov til at give deres besyv med, inden forslagene bliver sendt videre til politisk beslutning.
I begge forslag er fortovet langs kanalen fra Kongens Nytorv til Nyhavnsbroen udvidet.
Men fra Nyhavnsbroen og videre til Inderhavnsbroen peger de to forslag på forskellige løsninger, hvor det enten bliver kanalsiden eller beboelsessiden, der får glæde af den ekstra fortovsplads.
I begge forslag får cyklisterne samtidig fortrinsret til at bruge gaden. Ærindekørsel for biler og varelevering vil fortsat være tilladt, men de må altså holde farten nede og vente pænt bag de tohjulede. Bilisterne skal også være opmærksomme på, at gaden fremover ensrettes, så bilerne kan køre fra Nyhavnsbroen og mod enten Kongens Nytorv eller Inderhavnsbroen, men altså ikke hele vejen igennem gaden.
I alt nedlægges der 27 almindelige parkeringspladser og én handicapplads – som i stedet flyttes til Holbergsgade – for at skabe bedre plads til såvel cyklister som fodgængere.
Ved Indehavnsbroens landing kommer der udover et bredere fortov også midterheller og nye svingbaner for cyklisterne, der skal få lidt bedre styr på den noget kaotiske cykeltrafik.
Også på den anden side af Inderhavnsbroen er der nyt på vej for dæmme op for den heftige cykeltrafik.
Her udvides cykelstierne ud mod kajkanten, nye cykelparkeringspladser kommer til og tre heller etableres, så fodgængerne ikke behøver tage begge cykelstier i ét hug. Samtidig bliver cykelstierne mere kurvede for at sænke hastigheden.
Lokaludvalg: Bedre plads til beboerne
Er man turist på opdagelse langs Nyhavns skyggeside, er der en god chance for, at man foretrækker at spadsere langs vandkanten.
Her er man i dag overladt til en meget smal stribe fortov, hvor man hurtigt kan rode sig ud i farlige situationer, når cyklister i høj fart suser fra Inderhavnsbroen mod Kongens Nytorv.
Men spørger man Indre By Lokaludvalg og Gammelholm Beboerforening, der repræsenterer beboerne mellem Strandgade og Nyhavn, er det beboersiden af gaden, der trænger til bredere fortov.
"Man bør ikke lade et hensyn til turister, der står ved havnekanten og tager billeder, overtrumfe hensynet til beboere og hensynet til trafiksikkerhedsmæssige forhold på strækningen," lyder det i lokaludvalgets udkast til et høringssvar.
Samtidig foreslår lokaludvalget, at man i første omgang prioriterer strækningen fra Inderhavnsbroen til Nyhavnsbroen, og venter med strækningen fra Nyhavnsbroen til Kongens Nytorv, der altså i begge forslag tillod mere fortovsplads på vandsiden.
Ifølge lokaludvalget er denne strækning mere kompleks og bør finansieres og analyseres separat.
Og der er da også ganske mange hensyn at tage på strækningen. 15 procent af budgettet er i forvejen sat af til uforudsete udgifter som fredningsforhold, lokale og kommercielle interesser samt områdets karakter som kulturarv.
Lokaludvalgets input til fremtidens Nyhavn vil nu indgå i den videre bearbejdning af projektet, men om deres ønske om bredere fortov på egen side og udskydelse af det resterende projekt går igennem, må vi vente lidt endnu med at se.
Går alt efter den oprindelige tidsplan, kan Nyhavns sydside og Inderhavnsbroens nye landinger stå klar i efteråret 2024 — afhængig af hvor meget eller lidt af Nyhavns-delen, der tænkes opført i første omgang.
Det er nu ikke kun i Nyhavn, at der er roligere tider på vej. I nabogaden Toldbodgade, der fører hele vejen op til Nyhavnsbroen, er der også gang i en fredeliggørelse, hvor gaden fremover får én kørebane, cykelstier i begge sider og ingen P-pladser.
Derudover er gaden blevet ensrettet i sydgående retning, så bilister indtil udgangen af 2025 kun kan køre fra Amaliegade i nord til Nyhavnsbroen i syd, hvis de altså vil køre af Toldbodgade.
Og den ensretning kommer ifølge forvaltningen til at betyde, at en del af den trafik, som tidligere kørte mod nord ad Toldbodgade i stedet vil ende i cykelgaden på Nyhavns sydside.
Forvaltningen vurderer dog også, at cykelgadens – for bilister – besværlige natur vil betyde, at en del bilister vil søge alternative veje rundt om de nye ensretninger.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer