Kahlo - The Concert
CABARET
CPH Stage 2016: 1. – 6. juni
Republique, Lille Scene
Cabaret er fuldstændig genialt udtænkt, når det gælder Frida Kahlos liv og malerier. For som Kahlo er cabaretscenen fuld af passionerede og vovede udtryk – og når performerne er svenske Charlotte Engelkes og Lindy Larsson bliver det herligt burlesk.
Pangpragt på de kraftige monobryn, de gevaldige smykker, lange flagrende skørter og blomster i de højtornamenterede frisurer, som er karakteristisk for den populære, mexicanske maler. Der er saft og kraft i Kahlos liv, og showpaletten er ligeledes farve- og symbolrig i sin udforskning af kunsten og kærligheden på smertefulde præmisser, der får ensomheden til at krænge sig ud.
Den selviscenesættelse Kahlo afspejlede i sin kunst – af hendes 143 malerier er 55 selvportrætter – kommer sprudlende til live, når Engelkes og Larsson stadser symboler og følelser op. Både kropsligt og sangligt er de suveræne i tolkning af signifikante livsbegivenheder og legemliggørelse af malerier som ’Min fødsel’, ’Rødder’ og ’Pige med dødningemaske’.
Flere hovedværker får et opgejlet tvist. ’De to Frida’er’, hvis oprindelige motiv er to hjerter forbundet med blodårer, er her to blodposer med tilhørende slanger – som i blodtransfusion. ’Den knækkede søjle’ får tilført det lettere ironiske mix af desillusion og overlevelse fra Peggy Lee-sangen ’Is That all There is?’; imens samme sangerindes ‘Golden Earrings’ kaster sin fortryllelse over ’Den lille hjort’, så gevirerne strutter om kap med parringshylene. ’Mig og mine papegøjer’ får både et kærligt og spøjst kick af den ikoniske mexicanske kærestesorg-hymne ’Cucurrucucú paloma’.
Den internationale stemning er i top med regionens bedste cabaret-stjerner. Tale og sang flyder på svensk, engelsk, tysk og spansk, imens de seks musikere går passioneret til cello, harmonika, trommer, citar og klokkespil, så de latinamerikanske toner blender sentimiento ind i det momentvis lidt karikerede cabaretstil. Detaljerne er forrygende – musikalsk som scenografisk – især Sara Edin spiller ind i løjerne med sin sav, der kommer tæt på et par frygtscenarier i Kahlos liv.
Vi er alle små Frida’er denne vidunderlige aften, hvor Kahlo-sjælen står i fuldt flor og ganske ekspressivt afslutter Republiques trilogi af maleri-fortolkninger. Amor et dolor, mærker vi virkelig her. Et barsk og smertende liv, der for evigt vil kanonisere Kahlo som et stærkt og inspirerende forbillede. Levende kunstmalerier bliver ikke meget mere livsbekræftende end Engelkes’ og Larssons cabaretstil. Og vi vil bare ha’ mer’!