Maskeradbalen

Der var engang en konge – en svensk konge, der blev skudt ved et maskebal på Operaen i Stockholm. I virkeligheden et meget politisk drama, hvor hovederne rullede efterfølgende. Men det der var et oplagt operadrama for Verdi blev i stedet en indviklet proces gennem flere omskrivninger, som nu fremstår noget banal-italiensk med fokus på uskyld og tilgivelse i kærlighedens navn.

Oprindeligt en 1833-libretto af franske Eugène Scribe – til Daniel Aubers ’Gustave III’ – men bearbejdet af Antonio Somma udfra Verdis ønsker om en stærkere kvindelig hovedkarakter. Det har muligvis været med til at gøre Verdis version mere populær end Aubers, og selvom de to duellerende hovedkræfter er mænd, så er ’Maskeradbalen’ (på dansk ’Maskeballet’) mest fuldvægtig i sit kvindelige præg.

I hvertfald når man følger en traditionel opførsel som denne, hvor et samarbejde mellem Malmø Opera og Teatro dell’Opera i Rom glimrer af eventyr-støv i den gustavianske højkultur og den verdiske grand liaison. Både instruktør Leo Muscato og scenograf Federica Parolini vægter de kvindelige følelser, og de står klarest og stærkest i denne forestilling.

To scener topper i stemning: Hos spåkonen Ulrica (Ewa Wolak, kraftfuld polsk alt) ulmer magien nærmest spøgelsesagtigt – og alligevel tror den egenrådige konge ikke på varslet om at han vil blive myrdet til maskeballet. Og på Galgebakken, hvor Amelia søger den urt, der skal gøre hende fri af forelskelsen i Gustav – i stedet bekræfter de deres amour, og afsløres senere af hendes mand. Selvom sopran Charlotta Larsson svajer lidt i toneskiftene, er arien ’Ma dall'arido stelo divulsa’ så smægtende smuk som Verdi mestrer fremfor alle.
 
I andre scener er det ofte Sofie Asplund, der stjæler opmærksomheden som pagen Oscar – med kæk attitude og klare, fine koloraturer. Hun er en anelse overkoreograferet og -kostumieret, men det passer til resten af tids- og stilforvirringen. Rokoko med 50er-snit og -mønstre er sjovt nok, og frisurer og hatte er vældigt snurrige, men dansestilen er bare for sær i sit mix af egypterdans, vals og beebop. 

I kongerollen imponerede unge italiensk-brasilianske Thiago Arancam med med dybfølt smerte i stemmen, men han havde problemer med at nå den kraft som lirico spinto-tenorer normalt kan. Men det lykkedes næsten i den sidste arie ’Ma se m’è forza perderti ’, og særligt i passagerne med lav eller ingen musik viser Arancam smuk stemmepragt.

Han er en underlig karakter, denne Kong Gustav III, og utvivlsomt påvirket af de mange omskrivninger. For Verdi kulminerede operaballaden om ham og hans mord med 1858-mordattentatet på Napoleon, hvorefter de italienske censurmyndigheder forbød sceniske kongemord, og Verdi måtte i stedet myrde en guvernør i Boston. Trods de politiske motiver var skåret ned og salvet med kærlighed og hekseri. 

Det Kongelige Teater i København var i 1935 faktisk først med at opføre den originale karakterbesætning, som nu spilles overalt. Når Malmø Opera altså ikke lige får den ide at lade kongen være Oluf Palme (i 2006), eller catalanske Calixto Bieito giver los med homoseksuelle voldsomheder (i København og Barcelona 2001), eller La Monnaie i Bruxelles realiserer et dystopisk science fiction-mareridt (2015). Tak, skæbne, for et svensk kongemord!