John Cleese: Last Time to See Me before I Die

Kongen af gakkede gangarter og fish-slamming har flere historier at fortælle om hoteldrift end de legendariske fra badehotelshalløjet. Men showet handler nu mest om de geniale, gode, gamle gnister fra storhedstiden – i meget mere afdæmpet kropsmimik.

John Cleese giver seniorversionen af gak i gangen, da han skal illustrere forskellen mellem at få almindelige mennesker til at grine, modsat de professionelle komikere. Det handler om ægthed, der presses ud i ekstremer, og det er en sand fornøjelse at opleve komediekoryfæet fortælle om tanker og inspiration bag de skelsættende tv-shows og film.

Men resten af aftenens kropsspræl foregår på en storskærm, hvor klip fra Monty Python-sketches, ’Halløj på Badehotellet’ og ’Fisken de kaldte Wanda’ sætter den skæve kurs ned ad mindernes boulevard. Essensen af dette show, som han har turneret med siden 2013, er genkendelighed tilsat biografiske anekdoter, og indimellem bliver det mere som et hyggeligt talkshow end et ægte comedy show.

Men når det nu skal være anekdote-show, er der ingen jeg hellere vil opleve end John Cleese, der siden de første spjæt med Basil Fawlty altid og uden sidestykke har kunnet give mig de største grineflip. Min selvironi, sarkasme og kulsorte såvel som superfjollede humor blev udviklet med Cleese og co., så denne aften er for mig meget større end det lyder her på skrift.

Hvis man troede det var slut med hotelkvalerne for Cleese, så stikker han her en oplagt vanvidshistorie om hvorfor man som hotelgæst skal bruge ”do not disturb”-skiltet. Særligt hvis man har tissetrang – som ældre mænd jo ofte har – eller har problemer med regulering af brusehovedet. Eller undrer sig over om trekantsfoldet på toiletpapiret signalerer origami eller frimurere. Allermest griner når stuepigen entrerer med sit ”no-no”-sprog og turndown service. 

Så føler man sig næsten helt tryg ved Fawlty Towers, og det er naturligvis næste stop. Cleese fortæller om Hotel Gleneagles og dets ejere Donald Sinclair og Beatrice, som tv-successen er baseret på, og blandt klippene er brandalarm-øvelsen, der endnu engang præsenterer Basil i overdrive. 

Hans stemme er hæs, og hans velkendte rullen på ordene simultant med et kvikt tempo gør at der indimellem ryger nogle ord. Man savner de flimrende tonelejer og den skøre mimik, men ordene og timingen rammer stadig hvor de skal. Selvfølgelig er han blevet mindre fjollet med alderen, og nogle jokes virker lidt gammeldags, men han kan stadig overraske – især med den skarpe selvironi. 

Cleese rammer nogle massive pointer ved at dele folks reaktioner op i de små grin, de store brøl og så dem han selv finder mest interessante: De chokerede. Skiftet var engang i 1980erne, hvor latterliggørelse og insult blev hipt i comedy shows, og Cleese og co. var på forkant med spiddende samfundssatire. Det gav især hug med ’Life of Brian’, trods den ikke kritiserer religion, men folks dyrkelse af religion. 

For altid et glødende emne, ligesom race-humor igen topper. Oplagt leverer Cleese nogle hurtige spredt udover Europa, hvor eksempelvis den græske, norske og spanske giver syrede billeder – og en engelsk overrasker spøjst. Dyrejokes har også været lidt af et varemærke, fra den berømte ’Dead Parrot’-sketch til filmen ’Fisken de kaldte Wanda’, hvor Michael Palins dyreelsker får dræbt små søde hunde i stedet for deres dybt distræte ejerinde. 

Den sorte humor består, og det grænsesøgende er populært som aldrig før. Er der overhovedet noget man ikke kan joke med? Ikke ifølge Cleese, for tabuer kan få forløsning med humor. Han takker sin mor for sit største kreative gennembrud udi det absurde: Hun var konstant deprimeret og/eller neurotisk, og sønnike tilbød at sende en fyr, der kunne dræbe hende – til kæmpelatterudbrud. Derefter kunne intet gå galt! 

John Cleese er blevet 76 år, og den løse ramme for hans formentlig sidste show er det i titlen antydede tabu: Døden. Som han siger, er det også her karrierens mest grænseoverskridende komik har markeret sig. Fabelagtigt serveret med yderpunkterne ’The Undertakers Sketch’ og Cleeses tale til Graham Chapmans mindehøjtidelighed. Galgenhumor fra grotesk til rørende.

Netop som han pointerer i en nyere videokasus om deprimerede svenskere, der vil afholde Swedish Fun Week – men må aflyse på grund af for mange selvmord! Og som afslutning det forrygende ’Live at Aspen’-klip, hvor Chapmans urne spreder særlig spøg til deres reunion. 

Derefter er det farvel og tak – og fuck you. ’Last Time to See Me before I Die’ er som Cleeses egen eloge, de sidste ord inden afgang. Helt afslappet, med den samme ubehøvlede charme helt til det sidste.