The Model

En drøm kan være så stor og uopnåelig, at den kan virke helt indbildt, når den så endelig udspiller sig. Denne illusoriske form benytter Mads Matthiesen til sin anden spillefilm, og får skabt et regulært mareridt af modeldrømmen for en ung pige.

Med samme fokus på modsætning af krop og sjæl som Matthiesens første film ’10 timer til Paradis’, ulmer ’The Model’ af noget grumt og grimt i modebranchens glamour og coolness. Provinsteenageren Emma kommer til Paris, hvor kindkys og kinky fester er en stor del af modellivet, og hvor fristelserne hurtigt bliver en usikker catwalk. Særligt når en af dem er den lækre fotograf Shane.

For katteblikket og den seje attitude, som Emma udstråler på print, kan hun slet ikke leve op til som privatperson. Det der først er kælent og kært, afsløres hurtigt som usikkerhed når Shane ikke giver hende opmærksomhed nok. Og så spinder drømmen til mareridt.

Modebranchen trives med rigtig mange klicheer, så de er svære at undgå i en modelfilm, fordi mange af disse klicheer er springende punkter for drama. Som agenter der ikke beskytter deres modeller; misundelige modelbitches; eksploiterende modebosser; fotografer der scorer modeller; sleske udlejere; den østeuropæiske model-slof og så videre.

Klicheer kan sagtens virke, men her overtager modebranchens fakeness med nogle letkøbte plotafviklinger. Matthiesen bruger ellers samme semi-dokumentariske snit som i sin første film, men her er realismen sværere at få frem, når modsætningerne skal stå så skarpt.

Emma og Shane er modpoler, der tiltrækkes, og kemien mellem den dansk-internationale model Maria Palm og britiske Ed Skrein er udmærket. Upcoming Skrein er lidt af et scoop for filmen, men han stjæler opmærksomheden i en del scener med sin overlegne spillestil. Palm – og hendes rolle – har simpelthen ikke nok karakterdybde, så de alvorlige og dystre scener ligner mest uhyrligt surmuleri.

Efter en lidt slatten opbygning får filmen fat i noget interessant, som dog stadig mangler karaktermæssig underbygning. ’The Model’ går en usikker gang mellem fristelse og udnyttelse – og hvem der gør hvad. For billedet af Emma er ikke ærkeklart. På den ene side virker hun genert og umoden, men samtidig kan hun skifte til syrlig og begærlig som en leg. Det er højst sandsynligt den måde de fleste unge piger går til opgaven som model, og man kan levende forestille sig at rollen skrider for dem, der ikke er stærke nok i deres baggrund.

Langt hen ad vejen giver ’The Model’ en følelse af at man ikke ser noget nyt fra modebranchen, men faktisk har Matthiesen en fængslende vinkel i den selvdestruktive model. Den er fortalt før, men er endnu mere aktuel med vor tids skønhedsidealer og det øgede pres for at være modne allerede i teenageårene. Slutscenen er forfærdende, og når den åbne slutreplik klinger af, ved man hvor hurtigt drømme kan blive til mareridt!