Crimson Peak

Djævelen er i detaljen. Og Guillermo del Toro er en fabelagtig mester deri. Men i ’Crimson Peak’ overtrumfer den blodigt blændende æstetik det kærlighedsgys, som del Toro så gerne vil formidle.

Forbillederne er tydelige, og mixet af gotisk Hammer-horror, italiensk giallo-gys og klassisk hjemsøgt hus er overdådigt stemningsladet og skælvende smukt. Men også så forhippet på den stilistiske hyldest til gammeldags gys, at meget bliver forudsigeligt og melodramatisk. Det er derfor ingen spoiler at fortælle, at hemmelighederne ligger i en blodrød masse, og man bør frygte de levende langt mere end de døde.

Det første spøgelse manifesterer sig ret trygt – trods lange sorte pilfingre – og er med til at etablere hovedpersonen Edith Cushing (hint til Hammer-stjernen Peter Cushing). En selvstændig frøken, der ikke bare tror på spøgelser men også på eget talent for at skrive historier om dem. Hellere Mary Shelley end Jane Austen, som hun hentyder til med nedprioritering af kærlighed.

Filmens største problem bliver netop kærligheden, der på ingen måde ligger til del Toros tæft. Tjept har Edith afvist den ene og giftet sig med den anden – og er flyttet langt væk fra civilisationen og udviklingen. En indledende vals er ganske pirrende – nok mest fordi de danser med levende lys – men der er ingen kemi mellem Mia Wasikowska og Tom Hiddleston. En senere sexscene er næsten pinlig. Lidt bedre går det med de sære blikke mellem bror og søster, en iskølig Jessica Chastain, der leverer en lille snert af en moderne Mrs. Danvers (fra Daphne du Mauriers ’Rebecca’).

Det falmede kæmpepalæ på den blodrøde høj er filmens ubetingede mesterstykke. Et hus der skriger af skræk og sjæleangst, så den blodrøde søle siver gennem sprækker og struktur, som de blodsmattede skeletspøgelser. Som et mausoleum komplet med drabelig trappe, vakkelvorn elevator, kældergrave, diverse natsværmere og et anseligt hul i loftet, hvor blade og sne drysser bedægtigt ned. Del Toro og produktionsdesigner Tom Sanders har skabt et helstøbt gotisk spøgelseshus, og danske Dan Laustsen fanger de klassiske fluorescerende effekter i sine farvemættede, dystre billeder.

Hammer-gysende-gotisk er vel ganske godt for en thriller, og ser man bort fra den kønsløse handling er ’Crimson Peak’ et klassisk melodramagys, hvor de fleste gys lever via djævlepalæet og dets eminente æstetik og stemning.